Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

13 sekunder på banen – så lå den i kassen: Berlin-profil tilbage med et brag

Nils Lichtlein gjorde lørdag comeback for Füchse Berlin efter 100 dages skadespause og lynede med en scoring blot 13 sekunder efter sin indskiftning.

Der var ekstra god grund til at juble i Füchse Berlin-lejren lørdag aften, da holdet sikrede sig en 32–31-sejr over SG BBM Bietigheim i Bundesligaen.

Opgøret markerede nemlig det længe ventede comeback til klubbens 22-årige tyske playmaker Nils Lichtlein. Præcis 100 dage efter et operativt indgreb trak spilstyreren igen i kamptøjet, og han spildte absolut ingen tid på banen.

Da Lichtlein blev skiftet ind i det 19. minut, gik der blot 13 sekunder, før han sendte bolden i netmaskerne til sit første sæsonmål, hvorefter han senere i opgøret også nåede at notere sig for en flot assist.

Hovedpersonen lagde efter opgøret ikke skjul på den enorme forløsning over at være tilbage på halgulvet:

“Det føltes fantastisk at stå på banen igen, som det altid gør i hver eneste hal i Bundesligaen. Det her var virkelig noget særligt i dag, og jeg sætter enormt stor pris på at få lov til at opleve det. Til sidst blev det unødvendigt tæt for os, fordi vi brændte for mange helt frie chancer. Det var det, der gjorde det spændende igen til slut,” siger Nils Lichtlein til klubbens hjemmeside.

Sejren runder en intens uge af for Füchse Berlin, der nu kan se frem mod to kommende hjemmekampe i Max-Schmeling-Halle.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder