JYSKE BANK BOXEN (HERNING, HBOLD.DK): For hurtigt stod det klart, at noget langt større stadig er på spil. En bronzemedalje ved en slutrunde er ikke hverdagskost for islændingene – tværtimod.
Faktisk skal man 16 år tilbage i tiden for at finde seneste gang, nationen stod på medaljeskamlen: EM-bronzen i 2010. Netop derfor er motivationen krystalklar frem mod bronzekampen mod Kroatien.
– Og vi blev også hurtigt enige om, altså prøv at høre, med en bronzemedalje – at Island, det er ikke hverdagskost. Så vi kommer til at gøre alt for at stå så skarpt som muligt i morgen selvfølgelig og gøre alt for at få den tredjeplads, siger Arnor Atlason til HBOLD.dk.
Semifinalen mod Danmark blev et tydeligt bevis på, hvor langt Island er kommet i denne slutrunde. De pressede de danske favoritter, rystede dem i store dele af kampen og var tæt på at levere en sensation. For Atlason er det ikke tilfældigt.
– Jamen, vi har spillet en god turnering. Det har vi. Du kommer ikke til semifinale uden det. Selvom vi har spillet en god kamp mod Danmark, og selvom vi har haft en god turnering, så synes vi heller ikke, at vi er færdige.
Netop følelsen af ikke at være færdige fylder meget i den islandske lejr. For spillerne ved, hvad der er på spil – både historisk og personligt. EM-bronzen i 2010 nævnes stadig, når islandsk håndbold bliver gjort op, og det er den reference, holdet nu måler sig mod.
– Vi vil så gerne have den der medalje, og som sagt, det kunne lykkes en gang før i historien med en EM-medalje, og det var også den bronze. Og det bliver stadig snakket om dengang i 2010.
Atlason peger samtidig på den lange rejse, spillerne har været på for overhovedet at nå hertil. Mange af dem har været en del af projektet i flere år – med målet om at etablere Island blandt de absolut bedste nationer.
– De her gutter, der har kæmpet i et stykke tid nu her for at komme til at være blandt de sidste fire, nu er de kommet hertil, og nu kan de godt mærke, at de er tæt på.
Det er netop den nærhed til noget stort, der kan blive afgørende i bronzekampen mod Kroatien. For når chancen først er der, ved Atlason, hvad det kræver.
– Så jeg ved, at alle kommer til at give alt, hvad de har, for at kæmpe på den tredjeplads.
Uanset udfaldet har Island allerede markeret sig stærkt i slutrunden. Men med historien i baghovedet og medaljen inden for rækkevidde er ambitionen klar: At skrive sig ind i historiebøgerne endnu en gang – og sikre, at 2010 ikke længere står alene som et enestående kapitel i islandsk håndboldhistorie.





























