TTH Holstebro går efter 10.000 tilskuere til slutspillet
Pressemeddelelse fra TTH Holstebro:
DM-slutspillet bliver en stor håndboldfest i Gråkjær Arena
Med Dansk Industri & Skadeservice som ny ”slutspilspartner” går TTH efter 10.000 tilskuere til de tre puljekampe i slutspillet.
Efter påske starter DM-slutspillet for Westerholm og Co., hvor holdene spiller om adgangen til DM-semifinalerne – og til de vigtige kampe har klubben fået ekstra støtte. Målet er at gentage Final4 stemningen i Gråkjær Arena.
TTH-partnere skaber slutspilsfest i Gråkjær Arena
TTH kan nu præsentere Dansk Industri & Skadeservice som ny ”slutspilspartner” i det kommende DM-slutspil, og sammen med syv fan t-shirt partnere er de tilsammen klar med et par stærke tiltag, som belønner alle TTH tilhængere.
- Billetpriserne til de tre kampe bliver skruet helt i bund, så alle kan blive en del af slutspilsfesten i Gråkjær Arena Holstebro.
Prisen pr. billet bliver fra kr. 50,- og der vil være gratis entré for børn under 12 år. - Gråkjær Arena omdannes til HVID TTH-fest. ID Identity har sponsoreret 5.000 hvide TTH-fantrøjer, som uddeles gratis til publikum til slutspillet. Syv andre virksomheder støtter op om dette fantiltag, som vil være med til at give TTH-spillerne den vigtige og afgørende ”8” mand i kampene.
TTH-direktør, John Mikkelsen glæder sig over den ekstra opbakning til klubben og til håndboldfesten i Gråkjær Arena.
– Med den ekstra opbakning går vi efter at kunne gøre slutspillet til en håndboldfest, hvor vores publikum hver gang går hjem med 2 point og en stor oplevelse, og det kræver at vi får fuldt hus i Gråkjær Arena. Med billetpriser fra kr. 50,- pr. billet satser vi på at få ekstra mange familier, personaleforeninger og sponsorer til at deltage i de kommende kampe. Vi drømmer om 10.000 til håndbold til de tre puljekampe, siger John Mikkelsen og fortsætter:
– Tiltaget fra Dansk Industri & Skadeservice betyder at vi kan belønne vores trofaste TTH tilhængere, der har støttet os igennem hele sæsonen. Samtidig håber vi på, at de attraktive håndboldkampe, og den lave pris, kan tiltrække nye gæster. Så der skal lyde en stor tak til Dansk Industri & Skadeservice for deres støtte til klubbens slutspilsdrømme, siger John Mikkelsen.
Hos Dansk Industri & Skadeservice glæder de sig til de kommende kampe og til slutspil-partnerskabet, som tilgodeser alle håndboldfans.
– Vi ønsker som så mange andre at det går TTH godt både på og udenfor banen, og med vores nye partnerskab kan vi være med til at støtte klubben både sportsligt og økonomisk, således at Bramming og Co. får den helt optimale opbakning af publikum og hele det regionale område til kampene, og samtidig er vi med til at styrke klubbens økonomi, således at klubben forstærker muligheden for balance i klubøkonomien i denne sæson. Vi glæder os til at skabe en fantastisk håndboldfest i Gråkjær Arena, og drømmer om en stemning som til Final4, siger direktør Torben Lind.