LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Jensen

Bundrutinerede Niklas Landin frygter ikke corona-boble: -Jeg er efterhånden en erfaren hotelgænger

Der venter de deltagende VM-nationer strenge restriktioner i den såkaldte corona-boble, men det er ikke noget, som Niklas Landin, der er klar til sin slutrunde nummer 15 i træk, frygter.


Som professionel håndboldspiller og landsholdsprofil igennem mere end 13 år, så skal der rigtig meget for at skræmme Niklas Landin.


Hvis det egentlig overhovedet er muligt?


End ikke udsigten til et vanvittigt corona-set-up kan ryste den bundrutinerede dansker, der har været med på januar-slutrunde hvert år siden 2009 og i øvrigt tager hul på sin 15. slutrunde i træk (!) for Danmark.


Han ved om nogen, hvad det vil sige at bo isoleret på et hotel i et par uger eller tre.


-Det bliver meget, som vi har prøvet det tidligere. Vi er jo nogle hotelgængere, som jo oftest ikke har den store tid til at komme ud af hotellet alligevel. Så helt anderledes bliver det ikke, siger Niklas Landin til HBOLD.dk.


-Jeg vil ikke sige, at det bekymrer mig. Jeg er spændt på at se, hvor langt fra hotellet vi kan komme, hvor stor boblen egentlig er, og om vi skal holde os til vores balkon.


-Det kan være, der er afskærmet et område, som man ser til OL, hvor der er lavet en lille by til turneringen.


Læs også: Niklas Landin har vundet alt men vil have mere guld: Motivationen bliver bare større og større


Men man ved efterhånden ikke rigtigt, hvad man skal forvente af de egyptiske værter, der kan finde på lidt af hvert.


Blandt andet den meget omdiskuterede idé om at lukke flere tusinde tilskuere ind til kampene ved VM, mens resten af verden stadig kæmper en indædt kamp med at få bugt med coronapandemien.


Tilskuerideen er Niklas Landin ikke helt vild med.


-Selvfølgelig bliver det meget anderledes i forhold til, hvad vi har været vant til før. Vi har vænnet os til at spille for tomme haller, men nu kan jeg så forstå, at der alligevel bliver lukket tilskuere ind. Det kan godt skabe bekymring, men jeg håber, at det sundhedsmæssige aspekt er i højsæde.


-Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det. Hvis de kan fremlægge noget, der er sundhedsmæssigt forsvarligt og ansvarligt, så er det fint.


-Men jeg synes da, at det er specielt, at de vælger at lukke tilskuere ind, når vi har spillet for 0 tilskuere i Bundesligaen, ved Final 4 og senest ved vores testkampe mod Norge, slutter Niklas Landin.


I otte ud af de 14 slutrunder som Niklas Landin har været med til, har han spillet sig i top-4 med Danmark. Altså ved godt hvert andet mesterskab.


Ved EM sidste år sluttede holdet på en skuffende 13. plads: Skal man følge Niklas Landin opmuntrende statistik så er det ved at være tid til semifinale- og medaljespil for de danske håndboldherrer.


VM spilles i Egypten fra den 13.-31. januar. Danmark møder Bahrain, Congo og Argentina i den indledende gruppe, mens man parres i mellemrunden med forventelige hold som Kroatien, Qatar og Japan.


Niklas Landin har både vundet EM-, VM- og OL-guld og er også blevet kåret til turneringernes bedste keeper.


LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder