- Jeg synes, det er attraktivt at spille i Odense, siger dansk landsholdskeeper
På det seneste har flere og flere ment, at Odense-keeper Althea Reinhardt har et niveau, der er for højt til den danske liga, når hun står på absolut top. Men hvad mener hun egentlig selv?
Først og fremmest skal Althea Reinhardt ikke bruge lang tid på at tænke over, hvor meget Odense Håndbold betyder for hende.
I 2016 blev hun hentet som led i den storsatsende fynske håndboldbutik, og her fem år senere fik man fuld valuta for pengene, da The Double blev revet ned fra hylden og ind i pokalskabet.
For ikke så længe siden forlængede hun og slyngveninden Mie Højlund deres kontrakter med Odense helt frem til 2024.
Læs også: Althea Reinhardt: Selvfølgelig vil jeg gerne prøve udlandet
Så der har hun altså tænkt sig at blive i en god rum tid endnu, selvom der på diverse sociale medier har været en del, der mente, at Reinhardt begynder at vise et niveau, der kan begå sig internationalt.
– Det er jeg da lidt overrasket over at høre, må jeg sige. Men jeg synes, at Odense stadig er en attraktivt for mig. Jeg er sindssygt glad for at være her, siger Althea Reinhardt til HBOLD.dk.
– Jeg er så glad for Odense, ellers havde jeg heller ikke forlænget med dem. Det er fantastisk at være her og spille i sådan en kulisse. Jeg glæder mig bare til flere år og til at være en del af det her fantastiske hold.
Læs også: Guldregn over Reinhardt og Odenses pokalskab: – Absurd, surrealistisk og helt fantastisk
En del skader har spoleret spilletiden for Althea Reinhardt i denne sæson, hvor hun især har været hårdt ramt af en rygskade. Hun kom også i karambolage med én af reklamebanderne i finalen, men hun forsikrer, at det så værre ud, end det var.
Alligevel formåede den danske landsholdskeeper faktisk at slutte sæsonen med den højeste redningsprocent målt ud fra de 34 kampe, hun spillede. 260 gange stod Reinhardt i vejen på 676 skud, hvilket giver en redningsprocent på 38,5.
– Jeg synes, at mit spil har været blandet. Det har været en svær sæson i forhold til skader. Så det har været svært at være inde og ude. Især i slutningen af sæsonen.
Læs også: Stolt og lettet Højlund med ny guldmedalje: – Endelig slår vi hul på bylden
– Så det har været lidt med blandet følelser, men det er dejligt at slutte sådan her af. Ryggen har det helt fint. En sejr hjælper på det, slutter Althea Reinhardt.
I pokalsemifinalen vandt Odense efter forlænget spilletid mod Herning-Ikast, mens Nykøbing Falster blev besejret med ni kasser i den efterfølgende pokalfinale.
Dermed er Odense ubesejret i ni kampe og siden den 8. april, hvor holdet tabte med fire kasser til Viborg.
Læs også: La Cour kan ikke holde tårerne tilbage: – Det er ikke til at forstå, det er slut