Live Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Hennecke Jensen

Dansk profil i stor nedsmeltning: – Undskyld

Den danske bagspiller Louise Burgaard erkender, at følelserne overtog for meget, og det resulterede i hendes dårligste landskamp nogensinde, ifølge hende selv.

SOUTH PARIS ARENE 6 (PARIS, EUROPAMESTER.DK): Undskyld! 

Det er lige præcis dét ord, som Louise Burgaard vil gå ind og sige til sit landshold, efter hun leverede nul mål på fem forsøg i 17-28-nederlaget til Norge søndag eftermiddag. 

Den rutineret danske landsholdsprofil var godt klar over, at hun ikke fyrede sit livs landskamp af – nok nærmere lige modsat: 

– Nogen dage har man bare de dage, hvor det ikke kører, og det var i dag. Det er pisseærgerligt, at det er ikke er en eller anden træningskamp eller ordinær Golden League-kamp. Jeg vil gerne sige undskyld til hele mit hold for det. Det er ikke godt nok, siger Louise Burgaard til Europamester.dk og resten af den danske presse efter nederlaget.

– Jeg vil gerne tage på mig, at det var rigtig, rigtig dårligt. Kollektivt får vi en rigtig dårlig start, og med de ambitioner, vi har, så er det ikke godt nok. Mine følelser fik lov til at styre for meget. Jeg var nervøs inden kampen, og det har jeg været så mange gange.

– Det formåede jeg ikke at tøjle i dag. Nu skal jeg vise, at jeg er rutineret, og at jeg kan rejse mig til de næste kampe. 

– Hvordan kommer du personligt videre?

– Det er jo bare at komme hjem, kigge mig selv i spejlet og sige, at jeg vil fortryde det rigtig meget, hvis jeg kommer fra den her OL-turnering med det her minde. Der er ikke andet for end at køre på og acceptere, at der vil være fejl. Det er en del af håndbold. 

– Jeg havde en frygt for at fejle. Det kan vi alle sammen blive ramt af. Jeg skal være god til at håndtere det, være tro mod mig selv og mine værdier. Det er enormt skuffende, at jeg ikke kunne se mig ud af det i dag, slutter Louise Burgaard.

Live Mest læste Håndboldnyheder

Live Mest læste FODBOLDnyheder