Aalborg Håndbold måtte slide hårdt for pointene, men trak sig i slutfasen sejrrigt ud af lørdagens intense ligamøde mod KIF Kolding med en 37-32-sejr i Sparekassen Danmark Arena.
Nordjyderne var undervejs bagud med tre mål midtvejs i anden halvleg, før en stærk slutspurt vendte billedet. Over for mediet Rishøj Corner lægger cheftræner Simon Dahl ikke skjul på, at spillet fortsat mangler den sidste stabilitet:
“Vi blev belønnet for at blive ved med at lede efter noget, som kunne hænge sammen. Det finder vi i troen på hinanden og på at blive ved med at knokle. Vi er jo et sted, hvor tingene ikke er lette for os, men jeg oplevede igen i dag en utrolig dedikation til at forsøge hele tiden at gøre tingene bedre,” siger Simon Dahl til Rishøj Corner.
Træneren anerkender, at egne fejl i angrebet og store skud fra KIF-profiler som Hjalte Lykke bragte mestrene på glatis, men hæfter sig ved holdets evne til at mobilisere de afgørende ressourcer trods en hård Champions League-tur til Zagreb under 48 timer forinden.
“Vi er ikke i mål endnu, men nu er vi i gang med to sejre i træk. Jeg håber og tror på, at sådan en kamp kan være med til at skabe mere selvtillid, stabilitet og ikke mindst noget af den frigjorthed, vi stadig leder efter,” slår Dahl fast.




























