Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Aalborg-boss udpeger nøglen til sejr i rivalbrag

Simon Dahl vil stække topholdet GOG på rå fysik og defensiv kontrol, når Aalborg Håndbold lørdag gæster Svendborg i Herreligaens store rivalbrag.

Lørdag eftermiddag byder på et vaskeægte topbrag i Bambuni Herreligaen, når GOG tager imod ærkerivalerne fra Aalborg Håndbold. De fynske værter indtager aktuelt ligaens førsteplads, men efter en sjælden spillefri midtuge melder gæsterne fra Nordjylland sig fuldstændig friske og klar til det traditionsrige rivalopgør.

Aalborg Håndbolds cheftræner Simon Dahl har brugt ugen på at pudse detaljer af og bygge på fysisk forud for den svære opgave mod ligaens tophold.

I et interview på klubbens Facebook-side lægger Dahl ikke skjul på sin respekt for fynboernes offensive tryk, men han har opskriften klar til, hvordan Aalborg skal snuppe de to point:

“De har spillet virkelig godt. De spiller hurtigt og har klaret skærmen i ligaen rigtig fint. Så det bliver en stor og en svær opgave, som det altid er mod GOG, men også en rigtig sjov opgave, vi glæder os til. Vi synes, vi er på rette vej, men vi leder stadig efter den helt sammensatte kamp, og den skal vi finde i morgen, hvis vi skal have noget med hjem,” fastslår Simon Dahl.

Nøglen til sejr ligger ifølge Aalborg-træneren i den fysiske duel og i defensiv kontrol mod GOG’s bærende profiler:

“Vi skal ramme et godt niveau defensivt. GOG laver mange mål og spiller med stor frekvens – den tror vi på, vi kan matche. Men vi skal sørge for at styre, hvorfra de kommer til at afslutte. Kan vi styre det, og kan vi styre Oli Mittún og Hjalte Lykke i et eller andet omfang, så er vi nået et godt stykke vej. Sidste år mødte vi dem fem gange og vandt alle fem kampe mere eller mindre sikkert. Der skal masser af fysik ind i kampen, for der synes vi, at vi er bedre end dem, og det skal vi ud at bringe i spil,” lyder analysen fra cheftræneren.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder