Aalborg Håndbold er inde i en periode, hvor tingene langt fra kommer af sig selv.
Lørdag blev det endnu en frustrerende aften for de nordjyske favoritter, der måtte nøjes med 30-30 på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.
Aalborgenserne havde flere muligheder for at afgøre kampen, men igen var det de små detaljer, der gik den forkerte vej. Det ændrer dog ikke på troen internt i klubben.
Cheftræner Simon Dahl erkender, at situationen fylder, men understreger samtidig, at Aalborg fortsætter med at arbejde efter den samme plan.
“Vi er ikke naive, men vi øver os og tror på det koncept, vi har, og vi tror på hinanden. Og så tror vi på, at det vender over tid. Men vi vil hellere have, at det vender morgen end om fjorten dage. Det er desværre bare ikke lige sådan, at vi kan knipse med fingrene og så er vores udfordringer væk. Selvom vi er håndboldspillere, er vi også bare mennesker, der kæmper med det, vi nu har. Det fylder noget.”, siger Simon Dahl til Nordjyske.
Det seneste pointtab betyder, at Aalborg Håndbold nu har vundet tre, spillet én uafgjort og tabt én af de første fem ligakampe.
Nu skal holdet forsøge at finde det eftertragtede vendepunkt torsdag, hvor Celje venter på udebane i Champions League.





























