De forsvarende danske mestre har haft en blandet start på sæsonen, men offensivt er der ifølge Simon Dahl flere ting, der fungerer.
Aalborg Håndbold har vundet tre af de første fem ligakampe, mens det også er blevet til et uafgjort resultat og et nederlag.
Nu venter Nordsjælland Håndbold på hjemmebane, og her vil Aalborg-cheftræneren især se sit hold holde fast i det offensive udtryk.
“Vores spil med bolden har været rigtig fint i de seneste kampe. Vi producerer masser af chancer, hvilket vi for alt i verden skal holde fast i.”, siger han til klubbens Facebookside.
Aalborgenserne kommer samtidig fra en stærk Champions League-sejr på udebane mod RK Celje, hvor de danske mestre vandt med de overbevisende cifre 36-26.
Næste opgave venter søndag klokken 14.00 i Sparekassen Danmark Arena, hvor Nordsjælland Håndbold kommer på besøg.



























