Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Aalborg-profil advarer mod undervurdering

Aalborg Håndbold møder Skive på udebane i Herreligaen. Stregspiller Felix Möller advarer mod at undervurdere modstanderen i et interview på klubbens YouTube-kanal.

Efter midtugens opgaver på den helt store europæiske scene i Champions League skal Aalborg Håndbold hurtigt omstille sig til den hjemlige Herreliga, når turen går til udekampen mod Skive fH.

Selvom der er stor kontrast mellem at spille for 5.500 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena og en svær udekamp mod et bundhold, lader Aalborg-stregspilleren Felix Möller sig ikke påvirke af det tætte kampprogram.

I et interview på Aalborg Håndbolds YouTube-kanal slår Felix Möller fast, at hverdagen med kampe hver tredje dag er blevet ren rutine for truppen:

“For os synes jeg, at det ikke er så hårdt. Vi er vant til at spille kamp hver tredje dag. Hvis det er Champions League eller ligaen, så er vi bare 100 procent klar til de opgaver, vi har,” lyder det fra den svenske stregprofil.

Samtidig advarer han mod at tage let på modstanderen, blot fordi Skive kæmper i bunden af tabellen:

“Vi ved, at de kommer til at spille meget syv-mod-seks. Det er vi også vant til at møde. Det er et hold, som ligger i bunden, men som faktisk har præsteret virkelig godt i de kampe, de har spillet. Vi er klar på, at det kommer til at blive en hård kamp,” understreger han.

Ifølge Möller kræver det derfor en fuldstændig koncentreret 100-procents indsats over hele linjen, hvis de forsvarende mestre skal hente to point med hjem fra Skive.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder