DJURSLAND BANK ARENA (AARHUS, HBOLD.DK): Den rutinerede stregspiller har gennem mere end et årti været en markant figur i klubben og har været med til at vinde det meste, der er muligt i dansk håndbold. Derfor var han også en naturlig del af jubelscenerne, da guldet blev sikret i Aarhus.
Men bag smilet gemte der sig også en frustration, som han ikke forsøger at skjule.
For selv om Aalborg har været på kurs mod endnu et trofæ, har Antonsen måttet acceptere en mere tilbagetrukket rolle i de afgørende kampe. I en trup fyldt med internationale profiler og hård konkurrence om pladserne har spilletiden været begrænset, og det har tæret på den rutinerede nordjyde.
Derfor betød det ekstra meget, da han i den afgørende finale igen fik lov til at komme på banen.
– Ja, selvfølgelig gør det det, siger René Antonsen til HBOLD.dk og fortsætter:
– Man får altid en anden følelse i kroppen, når man har været inde og svede lidt inde på banen, end hvis man bare sidder ude i 2×30 minutter.
Selv om han understreger, at han har forsøgt at bidrage til holdet på andre måder, mærker man tydeligt, hvor meget det betyder for ham stadig at være en aktiv del af kampene.
– Så er det godt, at der er nogle andre ting, jeg har kunnet bidrage med i min tilstedeværelse og engagementet uden for banen.
Men så kommer den ærlige erkendelse.
– Jeg er måske en lille smule egoistisk, men jeg er virkelig glad for, at jeg fik lov til at komme ind og røre banen lidt.
Ordene afslører den balancegang, som mange erfarne spillere oplever i slutningen af karrieren. På den ene side glæden over holdets succes. På den anden side ønsket om selv at være med til at skabe den.
Efter den første finale måtte Antonsen se store dele af kampen fra bænken. Det var ikke en oplevelse, han tog let på. Tværtimod.
– Hvis ikke jeg havde haft den følelse efter kampen i søndags, så skulle jeg ikke spille håndbold mere. Jeg vil stadig gerne spille håndbold. Jeg vil stadig gerne gøre et bidrag.
For Antonsen er frustrationen derfor ikke et problem. Den er et tegn på, at ambitionerne stadig lever.
– Jeg synes egentlig, at det på en eller anden måde var et sundhedstegn, at jeg havde det raseri i kroppen, som jeg havde.
Trods skuffelsen over den manglende spilletid har han samtidig stor respekt for de beslutninger, der bliver truffet fra sidelinjen.
Han fortæller, at han aldrig har banket på cheftræner Simon Dahls dør for at kræve svar eller flere minutter på banen.
– Det er fuldstændig Simons valg, hvordan og hvorledes han vil gøre de ting. Jeg har ladet Simon arbejde i fred. Jeg har ikke snakket med ham om det.
Forholdet mellem spiller og træner har ifølge Antonsen været præget af gensidig respekt gennem hele forløbet.
– Vi kiggede bare lige på hinanden og nikkede i mandags, da vi mødte ind, og så kørte vi videre derfra.
Netop det professionelle forhold er afgørende, mener han. For selv om eliteidræt er fyldt med følelser, må de aldrig komme til at stå over holdets interesser.
– Simon er også godt klar over, at selvfølgelig skal jeg være sur. Og det kan godt være, at jeg lige skal have et døgn eller to til at fordøje det.
Men derefter skal man videre.
– Samtidig er jeg også professionel nok, klubmand nok og holdmand nok til, at så er man videre derfra.
Søndag aften fik René Antonsen ikke blot endnu en guldmedalje om halsen. Han fik også muligheden for at bidrage på banen, da det gjaldt allermest. Og måske var det netop derfor, triumfen føltes en smule sødere.
For selv om han accepterer sin rolle og respekterer trænerens valg, er konkurrencementaliteten stadig den samme som altid. René Antonsen vil stadig spille. Han vil stadig gøre en forskel.
Og som han selv siger, ville det være langt mere bekymrende, hvis han ikke længere blev frustreret over at sidde udenfor.
