Live – Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Hennecke Jensen

Aalborg-stjerne storroser SAH efter uventet finaleserie

Aalborg Håndbold kunne torsdag aften lade sig hylde som danske mestre efter en dramatisk sejr over Skanderborg AGF Håndbold i den anden DM-finale.

DJURSLAND BANK ARENA (AARHUS, HBOLD.DK): Men selvom guldet endte i Aalborg, var der også stor anerkendelse til modstanderen fra Aalborg-assistent Buster Juul efter slutfløjtet.

For selv om favoritterne fik løftet trofæet, var finaleserien langt fra nogen walkover.

– Det ender ud som en rigtig god aften, og en aften som vi havde håbet på, og sigtet benhårdt efter at få lov til at afgøre den her i to kampe. Det er bare rigtig, rigtig svært at vinde de her kampe, og et kæmpestort cadeau til SAH, siger Buster Juul til HBOLD.dk.

Jeg synes, de spiller vanvittigt dygtigt, og det handler om i det her game og med det format, vi har, at præstere, når man skal her i maj og juni måned.

Aalborg Håndbold gik ind til finaleserien som store favoritter, men Skanderborg AGF viste gennem begge opgør, at holdet havde fortjent sin plads i finalen.

Ifølge Juul ramte aarhusianerne et særligt højt niveau på det tidspunkt af sæsonen, hvor det betyder mest.

– Der har de fået kulmineret hele deres spil til at præstere. De fik os ud på det alleryderste, så et stort cadeau til dem, siger han.

Efter den første finale i Aalborg var mange overraskede over, hvor tæt opgøret blev. Men for Juul kom det ikke som den store overraskelse, at returopgøret i Aarhus udviklede sig til endnu en tæt affære.

– Jeg havde forventet, at den her kamp ville blive rigtig, rigtig svær. Jeg havde en forestilling og en forventning om, at vores bredde og fysik og tryk ville kunne gøre mere i første finalekamp. Det tror jeg jo lidt, at alle på en eller anden måde havde regnet med og forventet, siger han.

Han peger samtidig på, at finalekampe ofte lever deres helt eget liv, uanset hvad statistikker og formkurver måtte fortælle på forhånd.

– Vi ved også godt, at de her finaler, det har jo bare på en eller anden mærkværdig måde sit helt eget spil. Lidt på samme måde som pokalkampene, vi ser i Jyske Bank Boxen, hvor der kan ske de her overraskelser. Det gælder bare om at være knivskarp, siger Juul.

Derfor var hans oplevelse også, at returopgøret i Aarhus udviklede sig præcis, som han havde forventet.

– Så på en eller anden måde forløb det lidt som jeg havde forventet her, men ikke i Aalborg.

Mens Aalborg kunne fejre endnu et dansk mesterskab, efterlod finaleserien samtidig et klart indtryk hos de nykårede mestre: Skanderborg AGF Håndbold har taget endnu et skridt op blandt dansk håndbolds absolutte topklubber.

Et hold, der ikke blot nåede finalen, men som ifølge Aalborg-lejren pressede mestrene til grænsen i kampen om guldet.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder