EH Aalborg tager afsked med ung stregspiller
Den unge stregspiller Thelma Helenius stopper i EH Aalborg.
I november blev EH Aalborgs 1. Divisions Kvinder ramt af skader, hvorfor Thelma Helenius fra den ene dag til den anden blev rykket fra ungdom.
Hun blev en fast del af holdet, og røg desuden direkte ind i startopstillingen i forsvaret. Her kæmpede hun hver eneste gang en brav kamp for at holde modstandernes backs fra scoringer, og var derfor en vigtig brik i holdets stabile forsvarspræstationer. Til sommer er det dog slut:
”Jeg er virkelig glad og taknemmelig for, at jeg fik muligheden for at blive en del af holdet i denne sæson, efter mine 4 år som ungdomsspiller i EH. Det har givet mig en masse udvikling, både på og uden for banen. Jeg ser virkelig frem til at følge pigerne i Kvindeligaen næste sæson, og ønsker dem al held og lykke” udtaler Thelma i et opslag på klubbens facebookside.
Cheftræner Peter Jagd siger om Thelma Helenius:
”Vi har heldigvis længe vidst, at Thelma ville stoppe, og vi har derfor også styr på stregpositionen næste sæson. Derfor er vi alligevel rigtig kede af, at hun stopper, for udover at være en dygtig håndboldspiller, gik hun også enormt ydmygt til opgaven. Det vandt hurtigt en masse respekt på holdet, og vi er meget glade for, at hun trådte til fra U19 i en kritisk situation, og virkelig ydede et stort bidrag i vores oprykning til Kvindeligaen”.