To sæsoner i træk har Aalborg Håndbold gjort rent bord på hjemmefronten. Derfor er forventningerne også enorme, når den nye sæson begynder.
Men ifølge Simon Dahl er der én ting, man ikke skal tage for givet.
Aalborg Håndbold kommer til at blive jagtet fra første kamp, og cheftræneren forventer en sæson, hvor konkurrenterne vil gøre alt for at vælte mestrene af tronen.
“Hvis folk tror, at guldmedaljerne bare er reserverede til Aalborg, så tror jeg, at de tager gruelig fejl. Alle de andre hold jagter os jo med alt, hvad de har”, siger Simon Dahl til Nordjyske.dk
Den første mulighed for Aalborg Håndbold for at hente endnu en titel kommer allerede i eftermiddag, hvor Skanderborg AGF Håndbold venter i Super Cup i Arena Randers klokken 16.00.





























