Live – Mest læste Håndboldnyheder

Ditte

Ajax sender profil videre: Solgt til ligaklub

Efter tre år i Ajax København skifter den målfarlige bagspiller nu til en klub på øverste niveau.

Ajax København må fremover undvære Laura Skytte, der netop er blevet solgt til en ligaklub. Det oplyser klubben på deres Facebook-side, og skriver endvidere,

Når spillere udvikler sig og gør det godt over lang tid, så bliver man interessant for klubber på højere hylde. Det er sket i Lauras tilfælde, hvor hun over lang tid har flyttet sit niveau og sine præstationer, så hun sluttede som rækkens syvende mest scorende spiller med hele 117 mål. Over en fordobling fra sæsonen før.

Laura har haft ønsket om at prøve sig af i ligaen, og da en spændende mulighed har budt sig, så har vi valgt at imødekomme det ønske, selvom der var et år tilbage af kontrakten.

Dermed slutter tre års rejse, der startede som førsteårs senior i Ligaen, og som slutter efter en flot udvikling, der nu har fået hende videre på sin rejse.

”Vi havde naturligvis gerne set Laura tage en sæson mere i Ajax-trøjen, og det var jo også planen. Omvendt har planen også altid været for os og for Laura, at hun skulle løftes og en dag prøve sig af på højere niveau. Hun har udviklet sig flot, og fortjener muligheden. Samtidig er vi stolte af, at vi endnu en gang lykkes med at sende spillere videre til højere niveau – denne gang endda med et salg”, fortæller Sportschef Simon Guldager.

Og fortsætter:

”På vegne af hele holdet og teamet: Tak for din tid i Ajax København. Tak for dit store bidrag til holdet. Tak for den du er. Kæmpe held og lykke fremover”.

Laura ser tilbage på sin tid i Ajax og takker:

”Jeg har fået en mulighed, som jeg ikke kan sige nej til. Jeg har været virkelig glad for min tid i Ajax, og jeg tager en masse erfaring og gode minder med mig videre. Der skal lyde et kæmpe tak til trænerne og pigerne, som har gjort min tid i Ajax til noget helt særligt og alle de frivillige og dem omkring klubben, der gør et kæmpe stykke arbejde bag kulissen. Tak for nu ❤️”, afslutter hun.

Klubben skriver desuden, at erstatningen allerede er fundet, og at hun vil blive præsenteret en af de kommende dage.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder