Live – Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Hennecke Jensen

Aldrig prøvet noget lignende: Niklas Landin rystet efter ekstrem DM-finale

Sveden drev fra spillerne. Kampen blev stoppet igen og igen. Banen skulle tørres. Bolden skulle tørres.

DJURSLAND BANK ARENA (AARHUS, HBOLD.DK): Og det, der normalt tager en time, tog denne gang næsten det dobbelte.

Selv ikke Niklas Landin kunne mindes at have oplevet noget lignende i den anden DM-finale torsdag aften mod SAH.

Den rutinerede Aalborg-keeper har vundet VM, OL-guld og Champions League. Han har spillet nogle af verdens største håndboldkampe. Men torsdagens DM-finale i Aarhus skrev sig alligevel ind i historiebøgerne.

– Det var en af de længste kampe, jeg har spillet i min karriere, siger Niklas Landin til HBOLD.dk efter kampen smurt ind i guld og champagne.

Alligevel står den også tilbage som en af de bedste.

– Men også en af de fedeste, fordi den bølgede sådan frem og tilbage.

I den kogende varme arena kæmpede Skanderborg AGF og Aalborg Håndbold om det danske mesterskab i en finale, hvor temperaturen og de mange afbrydelser blev et tema næsten lige så stort som selve håndbolden.

Spillet blev konstant stoppet, fordi gulvet blev glat. Det gjorde det næsten umuligt for holdene at finde rytmen.

– Jo, men det bliver irriterende. Vi finder jo aldrig rigtig flow. Ingen af holdene finder flow, fordi der hele tiden skal stoppes, og der skal tørres.

Trods frustrationen kunne målmanden ikke sætte en finger på kulissen omkring kampen. Tværtimod.

Da finalen blev afgjort foran et udsolgt publikum i Aarhus, oplevede Landin en stemning, der overgik det meste.

– Det var en fantastisk kamp at spille her.

Han stopper kort op og fortsætter:

– Jeg har spillet mange store klubkampe, men også landskampe herinde. Stemningen i dag er noget af det bedste, jeg har oplevet i Aarhus.

Mens spillerne kæmpede med varmen, fik de mange spilstop flere til at spekulere på, om pauserne kunne være en fordel for Aalborg.

Det afviser Landin dog.

– Nej, det tror jeg ikke nødvendigvis, siger han.

Tværtimod mener han, at de mange afbrydelser gav Skanderborg bedre muligheder for at holde energiniveauet oppe.

– I Aalborg var der mere gang i den. Der var ikke lige så mange spilstop, og så følte vi, at Skanderborg gik lidt kolde i anden halvleg tidligere, end de gjorde i dag. Så jeg tror ikke, det var til vores fordel, at der var så mange spilstop, fordi så kunne der ligesom lige blive trukket luft ind.

Da slutfløjtet endelig lød efter næsten to timers dramatik, kunne Aalborg lade sig kåre som danske mestre.

Og selv om Niklas Landin har oplevet det meste i håndboldverdenen, var der én ting, der stod tilbage efter søndagens finale:

Det her havde han aldrig prøvet før.

Aalborg vandt torsdagens anden DM-finale med cifrene 35-31.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder