HBOLD.dk, Lanxess Arena i Köln
Final4-weekenden er overstået.
Barcelona kunne søndag aften løfte trofæet efter finalesejren over Füchse Berlin, og dermed er det også tid til at gøre status på de individuelle præstationer.
Flere spillere bankede på døren til vores hold. Lasse Andersson scorede eksempelvis syv gange i finalen, men over hele weekenden manglede der lidt stabilitet. Også Berlins unge playmaker Nils Lichtlein leverede en flot weekend, men blev overgået af en konkurrent, som efter vores vurdering havde endnu større betydning for sit hold.
Keeper:
Emil Nielsen (Barcelona)
Der kan næsten ikke være nogen diskussion. Den danske landsholdsmålmand var Final4’s bedste keeper og var efter vores mening også den naturlige MVP for hele stævnet. Han var fremragende mod Aalborg i semifinalen og gentog bedriften mod Füchse Berlin i finalen.
Venstre fløj:
Tim Freihöfer (Füchse Berlin)
Den unge tysker sluttede weekenden med 15 mål. Semifinalen mod Magdeburg, hvor han gik otte af otte, var fremragende. Han faldt lidt i finalen, men samlet set var ingen venstre fløje bedre.
Venstre back:
Gisli Kristjansson (Magdeburg)
Islændingen er måske ikke den spiller, der tiltrækker sig flest overskrifter, men han er en fornøjelse at se på. Hans duelspil er i absolut topklasse, og med ni mål over weekenden viste han igen sit høje niveau.
Playmaker:
Domen Makuc (Barcelona)
EHF kårede sloveneren til MVP, og selv om vi ville have givet den titel til Emil Nielsen, ændrer det ikke på, at Makuc havde en fremragende weekend. Fem mål mod Aalborg og fem i finalen mod Füchse Berlin fortæller en del, men hans betydning som arkitekten bag Barcelonas angrebsspil er endnu større. En fryd for øjet.
Højre back:
Mathias Gidsel (Füchse Berlin)
Selv uden at ramme sit absolutte topniveau scorede Gidsel 17 mål over weekenden. Det siger noget om den standard, den danske verdensstjerne efterhånden har sat. Hans bundniveau er ganske enkelt skræmmende højt.
Højre fløj:
Aleix Gomez (Barcelona)
Spanieren gjorde igen, hvad spanieren plejer at gøre. Aleix Gomez var sikkerheden selv fra både fløjen og straffekastpletten og var en af de spillere, Carlos Ortega hele tiden kunne stole på. Samtidig bidrog han også stærkt i den defensive del af spillet.
Streg:
Luis Frade (Barcelona)
Portugiseren var en konstant trussel i begge kampe. Med 14 mål over weekenden leverede han imponerende tal fra stregen, samtidig med at han var en vigtig del af Barcelonas stærke defensiv.
Forsvarsspiller:
Jonathan Carlsbogård (Barcelona)
Svenskeren er måske en af de spillere, der får mindst opmærksomhed, men han spillede en kæmpe rolle i Barcelonas forsvar sammen med Ludovic Fabregas. At valget falder på Carlsbogård frem for Fabregas skyldes også hans kvaliteter i andenbølgekontraerne, hvor han flere gange viste sin værdi.





























