Det er efterhånden fire år siden, de russiske klubber forsvandt fra europæisk håndbold som følge af verdenssituationen.
Og uanset hvad man måtte mene om årsagerne, er det svært at argumentere imod, at kvindernes Champions League er blevet en svagere turnering.
Russisk kvindehåndbold har i årtier været en magtfaktor. I 00’erne var Zvezda Zvenigorod og Lada Togliatti blandt Europas absolutte topklubber. Dengang var navne som Emiliya Turey, Liudmila Bodnieva, Irina Bliznova og Polina Kuznetsova med til at sætte standarden, mens den karismatiske træner Yevgeni Trefilov blev et symbol på den russiske håndboldskole.
Emiliya Turey huskes ikke mindst i Danmark efter sine år i Slagelse og FCK Håndbold.
Senere var det Rostov-Don og CSKA Moskva, der tog over. Her fandt man nogle af verdens bedste spillere, og danske profiler havde også deres gang i Rusland. Jan Leslie var cheftræner i både Rostov-Don og CSKA Moskva, mens Katrine Heindahl blandt andre trak den russiske klubtrøje over hovedet.
Inden udelukkelsen var det netop Rostov-Don og CSKA Moskva, der hørte hjemme blandt favoritterne til Champions League-titlen.
Havde situationen været en anden, er det svært at forestille sig, at Rusland ikke fortsat ville have været en stormagt.
I stedet er de russiske klubber forsvundet fra landkortet. Og paradoksalt nok blev deres bedste spillere ikke spredt ud over resten af Europa i et omfang, der kunne kompensere for tabet. Mange blev i Rusland, og dermed forsvandt en stor del af kvaliteten ganske enkelt ud af Champions League.
Tilbage er en turnering, hvor det ofte er de samme syv-otte klubber, der kæmper om de fire pladser ved Final4 i Budapest.
Metz, Györ, Odense, Team Esbjerg, Brest, Ferencváros, CSM Bukarest og måske en enkelt eller to klubber mere udgør efterhånden den faste kreds.
Bag dem er afstanden blevet større.
Når klubber som Buducnost, Krim Ljubljana og Sola i dag deltager i gruppespillet, er det ofte med meget begrænsede muligheder for at true favoritterne. Resultatet er, at en betydelig del af gruppekampene bliver afgjort med store cifre og uden nævneværdig spænding.
Nåleøjet til Final4 er stadig smalt. Men feltet bag de største er blevet mindre.
Det betyder ikke, at de nuværende tophold er blevet dårligere. Henny Reistad, Anna Vyakhireva, Sarah Bouktik, Bruna de Paula og de øvrige verdensstjerner leverer stadig håndbold på højeste niveau.
Men bredden i turneringen er ikke den samme.
Anna Vyakhireva er nærmest blevet det sidste levende symbol på den russiske dominans, der engang prægede europæisk kvindehåndbold. Fra næste sæson får danske fans fornøjelsen af at følge hende i Odense Håndbold.
Men hun er samtidig en påmindelse om, hvad der er gået tabt.
For når man ser tilbage på Zvezda, Lada Togliatti, Rostov-Don og CSKA Moskva, er det svært at komme uden om konklusionen:
Kvindernes Champions League er stadig en stærk turnering.
Men den er ikke helt så stærk, som den ville have været med de russiske hold tilbage på den største scene.
