Nicolas Tournat er blevet udpeget som ny anfører i HBC Nantes. Den 32-årige franske landsholdsspiller overtager rollen efter Valero Rivera, som har båret bindet de seneste sæsoner.
Tournat er uddannet i Nantes og har et indgående kendskab til både klubben, omklædningsrummet og kravene på højeste niveau. Han har gennem flere år været en central spiller på banen, og med en række nye spillere i truppen denne sommer bliver hans erfaring også vigtig i arbejdet med at få holdet til at hænge sammen.
Blandt de nye ansigter er også de to danskere Viktor Norlyk og Christoffer Bonde, som begge kom til Nantes denne sæson. De bliver dermed en del af en trup, hvor Tournat får en endnu større rolle som samlingspunkt omkring de mange nye spillere.
Riveras afgang markerer samtidig et skifte i Nantes, men ambitionerne er de samme. Klubben vil fortsat spille med helt fremme både nationalt og i Champions League.





























