LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

En æra slutter: Ole F.’s sidste fløjt

Når dommerparret Thomas Kalitz Nielsen og Michael Søegaard lørdag klokken 16:00 fløjter DM-finalen i gang mellem Nykøbing Falster Håndbold og Team Esbjerg, markeres det ikke kun starten på en spændende kamp, men også afslutningen på en æra for den ene af kampens observatører.

Af: Per Olesen

Ole Frydkjær Petersen. Kendt som Ole F. i håndboldkredse, afslutter han sin karriere som observatør, idet han når aldersgrænsen på 70 år. Det er en symbolsk afslutning, da Ole bestod sin dommereksamen i 1972 netop i Nykøbing.

I dansk håndbold er der desværre ingen stor tradition for at hædre afgående dommere og observatører. Ikke desto mindre skylder Dansk Håndbold Ole en stor tak. Ole har været indehaver af et dommerkort i over 50 år, og har gjort en indsats både som dansk og international observatør, og som formand for dommerudvalget gennem 17 år.

Ole har varetaget dette frivillige hverv sideløbende med krævende erhvervsjob, herunder som salgsdirektør hos Canon og senere som selvstændig med Zolutions – Art og Design. Ole er kendt for sin joviale facon og evnen til at vise kant, når situationen kræver det.

Ole selv reflekterer over sin karriere: ”Jeg har ikke noget til gode. Det har været spændende at være med til at udvikle dommerstanden. I min tid havde vi dommerpar med til fire OL, og danske dommerpar dømte otte EM- og VM-finaler. Så et eller andet må være gjort rigtigt,” fortæller Ole F. Modne læsere vil huske, at Ole F. i godt fem år dannede par med den første kvindelige igadommer, legendariske Rena Nielsen. Det var også i denne periode, at fodbolddommeren Ove Hust lagde navn til tilråb fra utilfredse tilskuere både i fodbold og håndbold. En af Oles mest mindeværdige anekdoter stammer fra denne tid:

”Vi dømte en pokalkamp i en tætpakket Hvalsø-hal. Og på et tidspunkt kom Rena til at tage en fordel fra hjemmeholdet, hvorefter tilskuerne råbte ’Tove Hust’, ’Tove Hust’ – god gas,” mindes Ole F. med et smil.

En af de største oplevelser i Oles karriere som observatør var uden tvivl rekordkampen i Parken mellem hedengangne AG København og BSV, som tiltrak 36.651 tilskuere. ”Jeg ved ikke, om alle kunne se, men alle havde en fed oplevelse, og jeg havde jo den bedste plads,” siger han.

Til slut, hvad råder Ole nye dommere til, der aspirerer til toppen? ”De skal være flittige og lyttende. Der er mange dygtige folk indenfor vores verden klar til at hjælpe. Jeg er også ubetinget begejstret for den indsats, som Jan Pytlick yder som dommerlandstræner. Der kommer helt andre ting i spil, der bare gør dommerne det godt.”

Tak, Ole F., for en enestående indsats. God finale!

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder