Den tyske landsholdsmålvogter Andreas Wolff har i den seneste tid været rygtet væk fra THW Kiel til sommer, og i den forbindelse er Füchse Berlin blevet nævnt som en potentiel ny destination. Hovedstadsklubben har således kun én målvogter – den tyske landsholdsbobler Lasse Ludwig – på kontrakt til den kommende sæson, da aftalen med veteranen Andreas Palicka udløber.
Forud for lørdagens topbrag i Bundesligaen maner Füchse Berlins direktør, Bob Hanning, dog spekulationerne i jorden og understreger, at klubben endnu ikke er nået så langt i sin søgning efter en ny keeper. Det oplyser det tyske sportsmedie Dyn:
“Andi Wolff er på nuværende tidspunkt faktisk ikke et tema hos os.”
Selvom Hanning samtidig anerkender, at Andreas Wolff uden tvivl hører til blandt verdens bedste på sin position, er der altså endnu ikke åbnet for et skifte fra Kiel til Berlin. Dermed går direktøren i en anden retning end klubbens tidligere sportsdirektør Stefan Kretzschmar, der for nylig udtalte, at enhver sportsdirektør i ligaen burde undersøge muligheden, hvis en spiller af Wolffs kaliber er på markedet.
Ud over Füchse Berlin har også VfL Gummersbach været kædet sammen med den 35-årige landsholdskeeper.





























