Den karismatiske boss i Füchse Berlin, Bob Hanning, har gennemgået en markant fysisk forvandling forud for den igangværende sæson.
I håndboldpodcasten Hand aufs Harz løfter den 58-årige klubleder og italienske landstræner sløret for sit vægttab, som han anslår til en reduktion på en femtedel af kropsvægten:
“Jeg har faktisk reduceret mig selv med 20 procent. Hvis sandheden skal frem, skete det med indsprøjtninger som hjælpemiddel, men den taber sig jo ikke for dig. Resten var hård disciplin,” udtaler Bob Hanning til podcastvært Markus Götz ifølge BILD.
Baggrunden for den markante livsstilsændring bunder i et fysisk wakeupcall under det seneste EM, hvor Hanning stod i spidsen for det italienske landshold. Det intense kampprogram med kampe hver anden dag, sene videoanalyser og store nederlag – herunder et 14-måls nederlag til Island – drænede ham fuldstændig for energi.
Hanning indså efter slutrunden, at han ikke kunne holde til det høje arbejdspres frem mod VM-slutrunden i Tyskland, hvis ikke formen blev forbedret. I dag melder Berlin-bossen om fornyede kræfter:
“Du er nødt til altid at være der 100 procent for dine spillere. Jeg føler mig fyldt med energi og dyrker nu også mere sport.”





























