Live – Mest læste Håndboldnyheder

Ditte

Berlin-profil ramt af nyt tilbageslag

Füchse Berlin må efter al sandsynlighed undvære sin playmaker Nils Lichtlein frem til december.

Den 24-årige har pådraget sig en skade i venstre skulder efter et greb i armen og kommer ikke i aktion foreløbig. En operation er dog ikke nødvendig, og planen er i stedet at behandle skaden konservativt.

Tidligt på måneden var der gode nyheder til alle fans af hovedstadsklubben, da Nils Lichtlein vendte tilbage til træner Nicolej Krickaus trup efter at være kommet sig over en fodskade. Han missede hele begyndelsen af sæsonen, fordi han blev opereret i sommerpausen.

Efter blot få kampe må den tyske landsholdsspiller dog igen holde pause på grund af en skade. Det skete, da Lichtlein forsøgte at afslutte og fik en modstanders greb i armen. Det gik ud over venstre skulder hos den venstrehåndede spiller. En skade i skulderen tvinger nu bagspilleren til endnu en pause.

Lichtlein kommer til at være ude i flere uger, og efter al sandsynlighed kan han først være tilbage på banen i midten af december. Efter undersøgelser foretaget af professor Markus Scheibel blev det konstateret, at en operation ikke er nødvendig. Den konservative behandling forkorter den forventede skadespause. Det er en glædelig nyhed for både Lichtlein og Füchse Berlin under de ellers uheldige omstændigheder.

Nils Lichtlein kommer med følgende citat til klubbens hjemmeside:
»Først og fremmest er jeg glad for, at det ikke bliver nødvendigt med en operation. Det er selvfølgelig ikke rart, at jeg allerede har haft flere skader i år, men trods alt er det held i uheld. Jeg vil gøre alt for at vende tilbage så hurtigt som muligt.«

Administrerende direktør Bob Hanning udtaler:
»Først og fremmest er jeg glad for, at eksperterne er kommet frem til, at en operation ikke er nødvendig. Det ville med sikkerhed have betydet, at VM var uden for rækkevidde. For både Füchse Berlin og Nils ville det også have været en katastrofe efter den netop overståede fodskade. Vi vil gøre alt for, at Nils vender tilbage så hurtigt som muligt, men helbredet kommer først.«

Træner og sportschef Nicolej Krickau udtaler:
»Det er selvfølgelig trist, at Nils igen må sidde ude. Vi har tydeligt set, hvilken forskel han kan gøre, når han er på banen. Nu håber vi, at han hurtigt bliver klar igen.«

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder