Fremtiden for Füchse Berlins længst siddende profil, Fabian Wiede, står snart til at blive afklaret. Den 32-årige højre back, der har været en fast del af den tyske hovedstadsklubs førsteholdstrup siden sæsonen 2013/14, har kontraktudløb til sommer og forventer en snarlig beslutning. Det fortæller han i et interview med det tyske håndboldmedie handball-world.
Efter en langvarig knæskade, der holdt den tidligere tyske landsholdsspiller ude i et helt år, markerede onsdagens pokalsejr på 42-30 over 1. VfL Potsdam Wiedes fjerde kamp tilbage på banen. Selvom han gerne vil fortsætte karrieren i Berlin, er der endnu ikke truffet en endelig aftale, og klubbens kommende stjerneindkøb kan få betydning for kabalen:
“Nej, der må vi bare vente og se. Jeg snakker stadig med de officielle folk i klubben og med trænerne. Og så tror jeg, at vi snart vil offentliggøre en beslutning.”
Konkurrencen i Füchse Berlins bagkæde bliver markant skærpet fra sommeren 2027, hvor den franske verdensstjerne Dika Mem støder til på højre back, mens Simon Pytlick tiltræder på venstre back. Samtidig råder klubben allerede over profiler som Mathias Gidsel, Nils Lichtlein, Matthes Langhoff og Tobias Grøndahl.
Mens det allerede ligger fast, at både anfører Max Darj og stregspilleren Mijajlo Marsenic forlader Füchse Berlin efter indeværende sæson, må Fabian Wiede og klubbens fans altså væbne sig med tålmodighed en kort stund endnu, før fremtiden for klubbens mangeårige kulturbærer falder på plads.




























