Bjerringbro FH er i gang med at forme truppen til livet uden for Kvindeligaen.
Nu har den nedrykkede klub sikret sig den 18-årige Mia Haehner, der kommer til fra Ikasts ungdomsafdeling.
Det oplyser klubben på sociale medier.
Den tyske venstre back og playmaker er vokset op i Leipzig og begyndte at spille håndbold som otteårig. Hun har tidligere repræsenteret HC Leipzig, men flyttede i 2023 til Danmark, hvor hun siden har spillet for Ikasts U17- og U19-hold.
Hos Bjerringbro FH ser cheftræner Morten Frandsen Holmen et stort udviklingspotentiale i den unge tysker.
“Vi får en ung, talentfuld spiller ind i truppen. Vi ser frem til at hjælpe Mia med at tage det næste skridt i hendes udvikling. Jeg tror, hun kan blive et stort aktiv for BFH i fremtiden, men vi er bevidste om, at det kan komme til at tage tid, før vi får set Mias fulde potentiale på seniorniveau”, siger Morten Frandsen Holmen.





























