Bjerringbro-Silkeborg fyrer Simon Sørensen efter sæsonevaluering
Bjerringbro-Silkeborg Håndbold skal have ny cheftræner.
Klubben har valgt at stoppe samarbejdet med Simon Sørensen efter den netop afsluttede sæson og den efterfølgende evaluering.
Det oplyser BSH på klubbens hjemmeside.
Simon Sørensen overtog cheftrænerposten i juli 2024 efter tre år som assistenttræner i klubben. Nu skilles parterne, fordi BSH efter en samlet vurdering mener, at der er behov for en ny start frem mod de kommende sæsoner.
Direktør Jesper Schou understreger, at beslutningen ikke handler om manglende indsats fra Sørensens side.
“Det er en svær beslutning. Simon har investeret sig helhjertet i opgaven og arbejdet utrætteligt for BSH. Derfor er det vigtigt for mig at understrege, at beslutningen ikke handler om manglende engagement, arbejdsindsats eller faglighed. Tværtimod har Simon været en vigtig del af klubbens udvikling, og det fortjener han stor anerkendelse for,” siger Jesper Schou.
Han peger samtidig på, at resultaterne har været afgørende for beslutningen.
“Når vi alligevel er nået frem til denne beslutning, skyldes det en samlet vurdering efter sæsonen, hvor resultaterne ikke har været som ønsket. Vi står foran en ny sæson, og vi vurderer, at klubben har brug for en ny start,” siger Jesper Schou og tilføjer:
“Det ændrer ikke på den respekt og taknemmelighed, vi føler for den indsats, han har leveret.”
Også bestyrelsesformand Frank Borch-Olsen sender en markant tak til den nu tidligere cheftræner.
“Jeg vil gerne rette en stor og oprigtig tak til Simon på vegne af bestyrelsen. Han har stået i spidsen for holdet i en periode med store ambitioner, høje forventninger og betydelige forandringer i klubben. Han er mødt op hver dag med engagement, loyalitet og et stort ønske om at udvikle BSH.”
Ifølge klubben skal beslutningen ses i sammenhæng med Ambition 2030, hvor BSH arbejder på at styrke den sportslige organisation og skabe bedre forudsætninger for fremtidig sportslig succes.
Arbejdet med at finde en ny cheftræner bliver nu sat i gang.
“Det gør altid ondt at sige farvel til dygtige mennesker, og denne beslutning er ingen undtagelse. Men som ledelse og bestyrelse er vi samtidig forpligtet til løbende at vurdere, hvad der giver BSH de bedste muligheder for at lykkes – både på kort og langt sigt,” siger Frank Borch-Olsen.
Jesper Schou fremhæver, at Simon Sørensen forlader klubben med respekt.
“Vi har stor respekt for det arbejde, Simon har leveret, og vi ønsker ham alt det bedste fremover. Jeg er overbevist om, at han har både kompetencerne og personligheden til at få succes i sin videre trænerkarriere,” siger Jesper Schou.
Frank Borch-Olsen afslutter:
“Simon forlader BSH med vores fulde respekt og anerkendelse. Vi ønsker ham og hans familie alt det bedste fremover og takker ham for den indsats, han har ydet for BSH. Han har sat positive aftryk i klubben, som vi tager med os videre.”
BSH oplyser, at klubben vil orientere nærmere om den videre proces i de kommende dage.




























