Med to minutter igen var hjemmeholdet foran og lignede et mandskab, der var ved at køre sejren sikkert i hus. Det skete bare ikke. Med 38 sekunder tilbage reducerede Victor Wolff på straffekast og gav Ringsted nyt håb.
Bjerringbro-Silkeborg gik derefter i angreb for at lukke kampen, men med otte sekunder igen misbrugte norske Lasse Sunde Lid sin mulighed. Det gav TMS Ringsted chancen for én sidste aktion – og den blev udnyttet.
I kampens sidste sekund udlignede Gudmundur Astþórsson. Islændingen skiftede forud for sæsonen netop fra Bjerringbro-Silkeborg til TMS Ringsted og blev dermed hovedperson i en bitter afslutning for sin tidligere klub.
Som en ekstra krølle på opgøret var Bjerringbro-Silkeborg uden Rasmus Lauge. Søndag var han med til at vinde EM-guld med Danmark, og under slutrunden var der ellers ingen meldinger om skader. Lauge fik undervejs i turneringen et hvil mod Norge, da kroppen var lidt brugt, men der har ellers ikke været noget, der tydede på, at han ikke skulle være til rådighed.
Derfor vakte det opsigt, at han ikke var med mod TMS Ringsted.




























