Live – Mest læste Håndboldnyheder

Redaktionen

BSVs Klitgaard: Man er tvunget til at give den gas hver gang

Kristian Klitgaard blev inden sæsonpremieren i 888 Ligaen hentet til Bjerringbro-Silkeborg efter at have gået klubløs hen over sommerferien. Efter en diffus afslutning på sidste sæson skal fløjspilleren nu finde tilbage til sit gamle niveau.

På grund af et internt anliggende blev Kristian Klitgaard i sidste sæsons afsluttende periode af herrernes 1. division ekskluderet fra træningerne hos Team Sydhavsøerne, som dengang var fløjspillerens arbejdsgiver.

Dette samarbejde blev ganske naturligt afsluttet efter Maribo-klubbens sidste turneringskamp, og så måtte Kristian Klitgaard ellers på udkig efter en ny håndboldklub at fortsætte karrieren i.

Et nyt samarbejde blev imidlertid skabt, da Klitgaard sammen med Bjerringbro-Silkeborg kunne offentliggøre en kontrakt mellem de to parter – og derved var den tidligere Odder-profil sikret både dansk og international tophåndbold hos de forsvarende ligamestre.

– Mit mål er at komme i den bedst mulige udgave af mig selv igen – og at komme tilbage på det niveau, jeg viste i ligaen og har vist i 1. division i mange år, udtaler Kristian Klitgaard til HBOLD.dk.

Venstrefløjen erkender samtidigt, at han grundet det turbulente forløb i Team Sydhavsøerne formentligt skal bruge en del tid på at genfinde sit gamle niveau.

– Det tager da noget tid. Jeg var væk fra håndbolden i næsten fire til fem måneder, så der er nok at tage fat i pt., men det kommer hurtigt. Det er et højt niveau, vi træner på, så man er tvunget til at give den gas hver gang, slutter BSV-fløjspilleren.

Senest Kristian Klitgaard var at finde i herreligaen viste han ad flere omgange sin målnæse for Odder Håndbold – i østjydernes hidtil eneste sæson i landets bedste række leverede fløjen 163 scoringer i 26 kampe.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder