Den største spænding finder sted i bunden af rækken, hvor TSV GWD Minden og HSG Wetzlar kæmper om at undgå nedrykning. Minden skabte fornyet håb med en overraskende sejr over THW Kiel i den seneste spillerunde, mens Wetzlar tabte ude mod HSV Hamburg. Dermed afgøres overlevelsen i et nervepirrende indirekte opgør på sæsonens sidste dag.
Wetzlar får besøg af de regerende mestre fra Magdeburg, der samtidig bruger kampen som sidste test inden Final4 i Champions League. Minden møder derimod ligaens bundprop, SC DHfK Leipzig, på udebane. På grund af en markant dårligere målscore – hele 47 mål dårligere end Wetzlar – er Minden tvunget til at hente mindst ét point mere end konkurrenten for at sikre sig endnu en sæson i Bundesligaen.
I toppen af tabellen er mesterskabet afgjort og SC Magdeburg har sikret sig trofæet, men kampen om de øvrige placeringer lever fortsat. Og her er der også en del spænding i sigte.
THW Kiel risikerer at rykke en plads ned, når holdet tager imod TBV Lemgo Lippe. Gæsterne er blot to point efter Kiel og har en bedre målscore, hvilket betyder, at en sejr kan være nok til at overhale den traditionsrige storklub og snuppe femtepladsen.
På papiret er opgøret mellem Füchse Berlin og SG Flensburg-Handewitt rundens største kamp. I teorien kan Flensborg stadig overtage andenpladsen, men det kræver en sejr på intet mindre end 33 mål i Berlin. Et scenarie, der må siges at være umuligt.
Også kampen om syvendepladsen er værd at holde øje med. Rhein-Neckar Löwen kan stadig passere MT Melsungen og sikre sig en vigtig placering i forhold til næste sæsons DHB-Pokal.
Löwen gæster VfL Gummersbach, mens Melsungen skal forsøge at hente point hos TSV Hannover-Burgdorf efter nederlaget til Füchse Berlin i sidste runde.
Dermed er der fortsat både overlevelse, placeringer og europæiske perspektiver på spil, når Bundesligaen i dag går ind i sine sidste 60 minutter. Alle kampene fløjtes i gang kl. 15:00.




























