Live – Mest læste Håndboldnyheder

janp

Bundesligaklub bryder med fortiden efter dramatisk rejse

Efter flere år med HSV-navnet tager Hamburg nu et stort skridt mod en ny identitet med både nyt navn og nyt logo.

Den tyske Bundesliga-klub skifter navn og logo for at markere en ny æra – men historien og rødderne i Hamburg følger med.

En ny æra begynder for håndbolden i Hamburg

Bundesligaklubben, der hidtil har været kendt som Handball Sport Verein Hamburg, skifter navn og hedder fremover Handball Club Hamburg. Samtidig præsenterer klubben et nyt logo, der skal markere retningen for fremtiden.

Det nye klubmærke bygger videre på historien. Den røde borg, som er et symbol på Hamburg, er stadig en central del af logoet, mens den blå farve repræsenterer Elben og klubbens tætte forbindelse til byen.

Navneskiftet handler dog om mere end blot et nyt udseende. Klubben ønsker at stå tydeligere på egne ben og skabe en identitet, der ikke længere forbindes med HSV-navnet. Selvom holdet i mange år spillede under HSV-navnet, har håndboldklubben aldrig været en del af Hamburger SV’s organisation.

Sportschef Johannes Bitter ser ændringen som et vigtigt skridt for klubben.

“Det nye navn er et stykke klarhed.”, siger han til klubbens hjemmeside

Klubben har været igennem store op- og nedture. Efter storhedstiden med blandt andet et tysk mesterskab i 2011 og Champions League-triumfen i 2013 fulgte en konkurs og en nedtur helt til den fjerde bedste række.

Siden begyndte genopbygningen, som kulminerede med oprykningen til Bundesligaen i 2021. Nu skal Handball Club Hamburg forsøge at skabe næste kapitel med en ny identitet – men stadig med respekt for den historie, klubben har bygget op gennem næsten 25 år.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder