Tyske VfL Gummersbach har på få år udviklet sig fra oprykker til en seriøs bejler i toppen af Bundesligaen. Efter placeringerne 10, 6, 7 og senest 4 siden comebacket til ligaen i 2022 er næste skridt nu at fortsætte fremgangen.
Klubben har mistet Julian Köster til THW Kiel, men har samtidig hentet flere spændende navne ind. Blandt dem er den rutinerede Alex Dujshebaev, målmanden Ignacio Biosca og de unge talenter Nikola Roganovic og Gardar Ingi Sindrason.
Sportsligt er ambitionerne derfor klare, selv om Gummersbach-ledelsen ikke vil sætte et konkret slutmål på sæsonen. Klubbens direktør, Christoph Schindler, opsummerer klubbens tilgang således:
“Vi vil grundlæggende vinde hver kamp i alle turneringer. Til sidst vil vi se, hvor det fører os hen. Vi vil ikke tale så meget om mål offentligt, men overbevise med vores præstationer.”, siger han til Sport Bild.
Med de nye Champions League-adgangskrav kan en placering helt fremme i Bundesligaen potentielt åbne døren til Europas fineste klubturnering. Og det gør Gummersbachs udvikling ekstra interessant i den kommende sæson.




























