Mads Lenbroch har denne sommer skiftet Bjerringbro-Silkeborg ud med den rumænske storklub Dinamo Bucuresti.
Dermed venter der både en ny liga, en ny by og Champions League-håndbold for den danske bagspiller, som nu har taget hul på opstarten med sin nye klub.
“Vi er lige begyndt. Det er en spændende oplevelse for mig at komme til et nyt land, en ny by og et nyt hold. Alle i klubben virker flinke, så jeg glæder mig meget til at komme i gang,” siger Mads Lenbroch i en video på Dinamo Bucurestis Instagram.
Den første tid har været forholdsvis rolig, men danskeren er forberedt på, at intensiteten snart bliver skruet op.
“De første dage har været rigtig gode. Det har været en stille og rolig start, så vi kan blive klar til det mere intense arbejde og de hårdere træninger, der venter.”
Lenbroch ser samtidig frem til at løbe på banen i Dinamo Bucurestis hjemmebane og mærke stemningen fra klubbens fans.
“Jeg glæder mig til at spille kampe i arenaen og selvfølgelig også i Champions League. Jeg ser frem til at møde fansene. Vi er kun lige begyndt, men det har været en rigtig god start,” siger han.





























