Der er trukket lod til sommerens EM-slutrunder for de danske M18- og M20-landshold.
M18-landsholdet er havnet i gruppe med Norge, Slovakiet og Polen ved EM i Serbien, der spilles fra 29. juli til 9. august.
Landstræner Ulrik Kirkely ser frem til en varieret indledning på turneringen.
“Vi får muligheden for at spille mod formodentlig en lidt anden spillestil, når vi møder Polen og Slovakiet. Hvorimod landskampe mod Norge ofte bærer præg af en håndboldkultur, der ligner os selv meget. Vi glæder os til forberedelserne og til slutrunden i Serbien.”
M20-landsholdet skal til gengæld i aktion i Rumænien fra 8. til 19. juli, hvor indledende modstandere bliver Norge, Kroatien og Nordmakedonien.
Også her venter der kendte og ukendte udfordringer, vurderer landstræner Dennis Bo Jensen.
“Norge var vi også i pulje med ved U18 EM, og det er et hold, hvor mange spillere allerede har meget seniorerfaring. De sidste to modstandere har vi endnu ikke mødt med denne årgang. Kroatien var i en stærk VM-gruppe, hvor de røg ud til Spanien og Serbien, som begge er stærke hold. Så de er helt sikkert et af de stærkere hold i pot 3.”





























