Danmark indtager tredjepladsen på den nye rangliste, som skal bruges til at fordele pladserne i de europæiske klubturneringer i sæsonen 2027/28.
Det fremgår af den rangliste, som Det Europæiske Håndboldforbund har offentliggjort, skriver Mundo Deportivo.
Spanien indtager overraskende førstepladsen foran Tyskland. Det skyldes især Barcelonas resultater i Champions League, hvor den spanske storklub har vundet turneringen i både 2024 og 2026.
Ranglisten bliver beregnet ud fra resultaterne i de seneste tre sæsoner. Spanien har samlet 216,67 point, mens Tyskland følger efter med 196 point.
Danmark er nummer tre med 153,67 point og passerer dermed Frankrig, der falder ned på fjerdepladsen med 125,33 point.
Ungarn, Polen, Portugal, Rumænien, Kroatien og Norge er de øvrige nationer i top-10. De ti bedst placerede lande er sikret mindst én plads i Champions League i sæsonen 2027/28.
De ti nationer kan samtidig søge om op til to yderligere pladser i Champions League. EHF kan samlet godkende op til otte ekstra hold, men højst fire af pladserne kan gå til nationer, der ikke allerede har en fast plads i turneringen.
Mens Spanien topper Champions League-ranglisten, ser det dårligere ud i European League. Her falder spanierne fra fjerde- til niendepladsen og går dermed fra tre til to garanterede deltagere.
Tyskland topper ranglisten for European League foran Frankrig. De to nationer er sikret fire hold hver i turneringen.





























