Danmarks hemmelige våben: "En stor gruppe venner der hygger sig"
Én ting er de mange talenter på det danske herrelandshold, men håndbold er som bekendt en holdsport og der er ingen tvivl om, at fællesskabet og dynamikken i truppen smitter af på præstationerne på banen.
I et interview med BilledBladet, sætter nogle af håndboldherrerne ord på, at det betyder rigtig meget, at de har en godt sammentømret trup:
“Jeg synes, vi har det vildt godt alle sammen. Det er virkelig fedt at møde ind til landsholdssamling, for det er en stor gruppe af venner, der hygger sig. Det er specielt at opleve. Når jeg snakker med folk fra andre lande om deres landshold, kan jeg høre, at det ikke er helt det samme, men her har alle det bare godt med hinanden,” fortæller Niclas Kirkeløkke til BilledBladet.
Flere af holdkammeraterne bakker op og bekræfter, at den nuværende landsholdstrup også fungerer rigtig godt uden for banen:
“Vi er en ret harmonisk trup på landsholdet, hvor alle kan med alle.” - Emil Jakobsen
"Vi er jo meget sammentømret på det her hold. Alle har det godt med hinanden." - Emil Nielsen
“Generelt er vi bare en rigtig god gruppe på landsholdet.” - Lasse Andersson
“Jeg synes, det er en utroligt velfungerende trup, og der er altid nogen, man kan få en snak med, hvis man har brug for det.” - Mads Mensah
Det er tydeligt, at håndboldherrerne trives i hinandens selskab og mange af dem er også rigtig gode venner i privaten. De mange timer, der ikke bruges på at spille håndbold til en slutrunde, bruger de i stedet i fællesskab, hvor særligt én sideløbende turnering fylder rigtig meget uden for banen; nemlig bordtennis-turneringen.