Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Dansk Bundesliga-profil forlænger kontrakten

Nikolaj Enderleit forlænger sin kontrakt med den tyske topklub MT Melsungen frem til sommeren 2029.

Den danske højre back Nikolaj Enderleit fortsætter i den tyske Bundesliga. MT Melsungen har sikret sig den 29-årige venstrehåndsspillers underskrift på en ny kontrakt, der binder parterne sammen frem til udgangen af juni 2029.

Enderleit kom til Melsungen i sommeren 2024 og har siden etableret sig som en fast profil i offensiven med 192 mål i 66 kampe, krydret med et stærkt comeback efter en længere skadespause.

For danskeren var der ingen tvivl om, at fremtiden skulle ligge i det nordhessiske, hvor den kommende cheftræner Jaron Siewert overtager roret til den nye sæson:

“At forlænge her i Melsungen er en rigtig god følelse for mig. Jeg ville ubetinget blive, føler mig lykkelig her og vil meget gerne fortsætte med at være en del af dette spændende projekt. Jeg er meget spændt på, hvordan det fortsætter med den nye træner. Da jeg fik tilbuddet, var det hurtigt klart for mig, at det var det, jeg ville,” udtaler Nikolaj Enderleit til klubbens hjemmeside.

Sportsdirektør Jesper Larsson ser Enderleit som en helt central brik i klubbens langsigtede planer og i den spillestil, klubben ønsker at praktisere:

“Nikolaj passer rigtig godt ind i Jarons system. Han bringer masser af fart og bevægelighed med sig. Det er præcis de egenskaber, vi har brug for i vores spil, og som passer til det, vi vil bygge op,” lyder det fra Jesper Larsson.

Også uden for banen har danskeren og forloveden Sara fundet sig godt til rette i det tyske, hvor den familiære atmosfære og opbakningen fra fansene har gjort beslutningen om en treårig forlængelse nem.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder