Det var formanden for DanskHåndbold, Torsten Laen, der satte punktum for EM, da han lørdag tog ordet på det afsluttende pressemøde. Her talte han på vegne af værtsnationerne Danmark, Norge og Sverige og rettede en officiel tak til det internationale håndboldforbund for tilliden til at afholde slutrunden.
”På vegne af Norge, Sverige og Danmark vil jeg gerne takke for tilliden til at arrangere denne turnering. Vi er meget stolte af udfaldet,” sagde Torsten Laen.
Han fremhævede samtidig samspillet mellem sporten og publikum som noget helt særligt under mesterskabet.
”Sammen med vores fans har vi kunnet fejre håndboldens storhed, og vi er stolte af alle vores frivillige og de mange mennesker, der har været med til at levere et produkt som dette,” sagde han.
Formanden understregede også, at et værtskab i den størrelse ikke er noget, man tager for givet – og at erfaringerne skal bruges fremadrettet.
”Vi er også bevidste om, at det ikke er noget, vi kan tage for givet, og derfor ser vi frem til næste gang, vi får mulighed for at arrangere en slutrunde i Danmark,” sagde Laen og rundede dermed EM af på arrangørsiden.





























