Senest var skibonitterne i Lübeck, hvor tre korte kampe gav to sejre og ét nederlag. Men turen handlede ikke kun om håndbold. Holdet fik også mulighed for at styrke relationerne uden for banen, hvilket kan blive vigtigt, når sæsonen for alvor går i gang.
For nu venter der nemlig kampe, hvor resultaterne tæller.
Torsdag gælder det pokalopgøret mod Stoholm, mens ligapremieren mod KIF Kolding venter 26. august.
Benjamin Batsberg synes, at holdet har rykket sig gennem opstarten, men han ved også, at der fortsat er ting, som skal løses. Især skadesituationen giver hovedbrud.
“Vi skal måske lige rykke lidt tættere sammen i bussen, og så må vi kæmpe os ud af de skadesproblemer, vi har lige nu.”, siger han til Skive Folkeblad.
Træneren glæder sig samtidig over, at spillerne indtil videre har været gode til at håndtere de udfordringer, de er blevet stillet overfor.
Nu bliver det for alvor interessant at se, om det også holder, når der kommer noget på spil.





























