Dansk profil rakte ud efter livline: - Det betyder meget
Efter, hvad hun selv kaldte for sin ”dårligste landskamp nogensinde” mod Norge, greb bagspiller Louise Burgaard fat i en altafgørende, vigtig og meget brugbar livline i form af sin sportspsykolog.
SOUTH PARIS ARENA 6 (PARIS, HBOLD.DK): Hvis man er i tvivl om, hvor meget OL betyder for de danske håndboldkvinder, så bare lyt til Louise Burgaard.
Det er ikke bare håndbold - det er store følelser, livslange drømme og med nerverne helt ude på de yderste syninger af den rød-hvide-landsholdsdragt, når Danmark træder ind på den olympiske håndboldscene.
Efter kampen mod Norge fik Louise Burgaard nok, undskyldte for sin præstation til sit hold og råbte dagen efter om hjælp:
- Jeg snakkede med min sportspsykolog og forberedte mig godt. Jeg så det video, jeg skulle, men jeg overforberedte mig ikke, som jeg gjorde mod Norge. Det er svært at finde balancegangen her til OL, hvor man bare gerne vil være på sit topniveau, være godt forberedt men samtidig også have den legende, intuitive tilgang, siger Louise Burgaard til HBOLD.dk og resten af den danske presse.
- Det er supervigtigt for mig at snakke med min sportspsykolog. Det er supergodt at snakke med pigerne på holdet. Vi kan dele mange ting, men nogle gange har man brug for redskaber og nogen udefra, der kan se på det med andre øjne, også så man ikke altid bare får rygklapperi. Jeg har fået sat tingene i perspektiv.
- Jeg prøvede at tage det lidt ned på et andet niveau og sige, at det er håndbold. Jeg er bedst, når jeg har en legende tilgang, laver småaftaler og ser det mere som en leg. Det formåede jeg i store perioder.
Snakken med sportspsykologen havde allerede sat sine spor i Louise Burgaard få timer efter.
I kampen mod Sverige var hun som forvandlet, og hun var medvirkende til, at Danmark til sidst fik hevet sejren hjem:
- Jeg er virkelig, virkelig glad og stolt på vores vegne over, at vi kan bounce tilbage efter en virkelig sløv kamp mod Norge. Sverige er virkelig et formstærkt hold. Selvom det er superrodet, så viser vi karakter.
- Efter kampen mod Norge har der været mange følelser i mig. Heldigvis fik jeg mere kontrol over det. Jeg er glad og stolt på holdets vegne. OL er bare noget andet, end vi er vant til. Det ligger på et skævt tidspunkt af, hvad vi plejer. Det kan være det, der gør, at vi ser flere fejl, end man normalt gør.
- Det er ikke altid det kønneste håndboldspil, men det er jeg sgu ligeglad med, hvis vi vinder, slutter Louise Burgaard.