Ikast har længe været efter Team Ebjerg og Odense Håndbold, særligt de danske mestre har virkelig været hårde ved spillerne fra Heden. Og meget har kunnet forklares – større økonomi og derfor også flere topspillere hos de to største mastodonter har gjort oddsene for overraskelse svære.
Men når topholdene er udfordrede med skader, graviditeter med videre – og Ikast stiller med tæt på den stærkeste opstilling, så skal de være tættere på – og siden sæsonen 2020/2021 så burde mindst en overraskelse have fundet sted. For at være i hælene på topholdene kræver det også, at man holder de øvrige bag sig – og her fejlede Ikast grumt denne sæson. Et NFH-mandskab med ustyrligt mange skader i bagkæden – på tilskuerpladserne sad en toptrio bestående af Mona Obaidli, Cecilie Bjerre og Moa Høgdal – og på fløjene er der altså et stykke ned, når man overvejer, om Clara Lerby eller Maja Magnussen skal have pause. Til trods for det tog Agesens tropper altså pusten fra Ikast, og pludselig var DM-bronze og Champions League i næste sæson væk.
Og Ikast har bestemt vist, at de kan være med i det fineste selskab. Når de har spillet Champions League 2 gange over de sidste 3 sæsoner, har de slået hold som Metz, CSM București, Brest Bretagne, taget point fra FTC – det er store navne. De hører til i den fineste europæiske turnering. Det er nogle flotte skalpe – men måske ikke helt de rigtige kampe de vinder.
Og det er måske Ikasts største problem, at når presset er på dem, ikke som favoritter, eller som underdogs, men som reelle udfordrere, så springer elastikken.
I Kasper Christensens to seneste sæsoner – og intet ord ondt om ham – var Ikast oppe mod henholdsvis Odense og Team Esbjerg i semifinalerne med nederlagt til følge – men to semifinaleserier hvor de havde de bedste forudsætninger for at lave overraskelsen. Ikast stillede op med en trup, der havde udgjort deres grund- og slutspilstrup størstedelen af sæsonen imens Odense manglede Mie Højlund, Althea Reinhardt var inde i korte sekvenser af kamp 3, men var på vej tilbage fra sin hjernerystelse. Bagkæden bestod af Helena Elver, der lige var vendt retur fra flere års skadeshelvede, Lois Abbingh, der lige var vendt retur fra barsel og en fit Dione Housheer. Larissa Nusser fik først comeback i finalerne, efter sin korsbåndsskade, og Mia Rej var også skadet. Året efter møder de Team Esbjerg – Jesper Jensen holder Henny Reistad og Nora Mørk ude af opgørene på grund af småskader, men også fordi de to norske stjerner skulle være klar til det Final4 der lå lige om hjørnet. Jensen leverede vel sit taktiske mesterstykke med et fremragende 7 mod 6 og en perfekt iscenesættelse af Kristine Breistøl og Julie Bøe Jacobsen, hvor sidstnævnte nærmest ikke havde spillet inden da mod Ikast det år – DM-finalen kom i hus på bekostning af Ikast.
I Ikasts sidste sæson i European League måtte de også – noget skuffende – gå tomhændet fra finalen, hvor det lignede, man slet ikke havde forberedt sig godt mod Thuringers spil, der på bredde og top slet ikke matchede Ikast-mandskabet. Men Herbert fik dirigeret Aizawa og særligt Johanna Reichert godt, og den tidligere Team Esbjerg målvogter Dinah Eckerle stod fremragende. I øvrigt i en European League sæson man slet ikke var kvalificeret til – tværtimod skulle man have spillet Champions League efter en skrivebordsbrøler af dimensioner der gik imod Ikast – så helt heldige har de heller ikke været.
Og fadæsen mod NFH i foråret er ikke glemt – og spørgsmålet er nu, hvordan den spillemæssige rekonstruktion skal foregå. Træner Claus Morgensen, der blev forfremmet midtvejs i sidste sæson, efter at Søren Hansen blev fyret direkte efter en pinagtig indsats mod Team Esbjerg får sit at se til denne sæson.
