Mathias Rohde Larson skifter klub i Tyskland.
Den 25-årige danske playmaker forlader Rhein-Neckar Löwen og fortsætter karrieren i SG BBM Bietigheim, der er rykket op i Bundesligaen.
Det oplyser Bietigheim.
Dermed får den tyske oprykker dansk forstærkning til bagkæden frem mod den kommende sæson.
Mathias Rohde Larson er født i Favrskov og begyndte håndboldkarrieren i Aarhus Håndbold, hvor han gik gennem ungdomsafdelingen og i 2020 fik de første erfaringer på seniorniveau.
Siden gik turen til GOG, inden han prøvede sig af i udlandet. Først i ØIF Arendal og derefter i Elverum, hvor han i sæsonen 2024/25 var med til at vinde grundspillet og nå finalen. I Norge blev han samtidig kåret af ligakollegerne som ligaens bedste playmaker.
I sommeren 2025 skiftede han til Rhein-Neckar Löwen, hvor han fik sine første erfaringer i Bundesligaen. Nu fortsætter han altså hos Bietigheim.
Hos den tyske klub fremhæver direktør Bastian Spahlinger danskerens baggrund og kvaliteter.
“Først vil jeg gerne takke Rhein-Neckar Löwen for den løsningsorienterede gennemførelse af transferen. Mathias har i Danmark, som i øjeblikket klart er den stærkeste håndboldnation, fået en topuddannelse og allerede i en ung alder spillet på højeste niveau. Vores kommende træner Hartmut Mayerhoffer har fulgt Mathias’ udvikling i mange år. Med sin dynamik, spilintelligens og målfarlighed vil han give liv til vores spil. Derudover har jeg i de mange samtaler lært ham at kende som en virkelig rar fyr, der vil passe meget godt ind i vores hold og klub. Jeg ser frem til tiden sammen,” siger Bastian Spahlinger til klubbens hjemmeside.
Mathias Rohde Larson ser selv frem til opgaven hos oprykkerklubben.
“Jeg glæder mig meget til at blive en del af SG BBM Bietigheim. Fra begyndelsen fik jeg gennem de mange samtaler med Bastian og Hartmut et fremragende indtryk af klubben, af Hartmuts syn på håndboldspillet og af det fælles projekt om overlevelse i Bundesligaen. At blive en del af det tiltalte mig med det samme. Jeg vil gøre alt for at bidrage til holdets succes, og jeg glæder mig meget til at spille foran SG BBM Bietigheims trofaste fans,” siger Mathias Rohde Larson.





























