HSV Hamburg går ind i en sommer med store forandringer.
Det har allerede været kendt, at Niklas Weller stopper karrieren og fortsætter som præsident i klubben, men den tidligere stregspiller har nu sat flere ord på den nye rolle.
For danske øjne er HSV fortsat interessant. Til næste sæson har klubben Frederik Bo Andersen, Nicolaj Jørgensen og Oliver Norlyk i truppen, mens Jacob Lassen, Casper U. Mortensen og Andreas Magaard forlader klubben denne sommer.
Weller har spillet ti år i HSV Hamburg og har været en af klubbens store skikkelser. Nu skal han være med til at udvikle klubben uden for banen.
“Det er bestemt ikke nogen almindelig vej, men med min baggrund og de mange år, jeg har spillet her, vil jeg efter min aktive karriere fortsat gerne være tæt på holdet og bidrage direkte”, siger Niklas Weller til Bock Auf Handball.





























