Live – Mest læste Håndboldnyheder

Anders T. Willumsen

DanskHåndbold har afholdt valg: Genvalg til formændene!

Torsten Laen fortsætter som formand for DanskHåndbold efter tirsdagens repræsentantskabsmøde i Kolding. Betina Lyng Bjerre blev også genvalgt som næstformand med ansvar for bredden, mens bestyrelsen samtidig reduceres fra ti til ni medlemmer.

Torsten Laen fortsætter som formand for DanskHåndbold.

Det står klart efter forbundets årlige repræsentantskabsmøde, der tirsdag aften blev afholdt på Hotel Scandic i Kolding. Her blev Laen genvalgt uden modkandidater for de kommende to år.

Genvalget kommer efter hans første år som formand, hvor han ifølge DanskHåndbold har brugt tiden på at lære organisationen grundigt at kende.

“Jeg synes, DanskHåndbold står et enormt godt sted og fortsat har masser af potentiale,” siger Torsten Laen til DanskHåndbold.

Der var også valg til posten som næstformand med ansvar for breddehåndbolden. Her var både Betina Lyng Bjerre og Per Tørslev på valg, og efter skriftlig afstemning blev Lyng Bjerre genvalgt.

Derudover blev Jeppe Fruensgaard valgt som ny formand for Talentudvalget, efter Mads Bendiksen er fratrådt i løbet af sæsonen. Jens Jakob Nørtved Winther fortsætter som formand for Arrangementsudvalget, Vicki Hierrild fortsætter som formand for Børneudvalget, og Kent Nicolajsen blev genvalgt som formand for ORKO.

På mødet blev der også vedtaget fire forslag med fuld opbakning. Det betyder blandt andet, at posten som bestyrelsesmedlem med ansvar for implementeringen af den nye struktur bortfalder.

Dermed udtræder Henrik Larsson af bestyrelsen, som reduceres fra ti til ni medlemmer. Torsten Laen takkede i den forbindelse Larsson for hans arbejde med den strukturændring, der trådte i kraft i 2023.

Ud over de politiske valg blev den nystiftede Morten Stig Pris uddelt til Cathrine Düring-Ørsted og Gorm Andersen fra BK Ydun. DanskHåndbolds Rejselegat gik til Torben Petersen, bedre kendt som TP, for hans mangeårige frivillige indsats i forbundet.

Næste ordinære repræsentantskabsmøde finder sted i Kolding mandag den 14. juni 2027.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder