Live – Mest læste Håndboldnyheder

Anders T. Willumsen

De danske guldfavoritter led overraskende nederlag mod glade midtjyder!

Viborg HK leverede en stærk skalp i Generation Handball, da holdet slog Odense Håndbold med 27-26. Odense var uden flere profiler, mens Viborg manglede gravide Sara Hald.

Viborg HK har fået en opsigtsvækkende start på Generation Handball.

Tidligere på ugen slog de Ikast Håndbold, og nu blev det også til en sejr over Odense Håndbold, der går ind til den kommende sæson som en af favoritterne til det danske mesterskab.

Odense stillede op uden Anna Vyakhireva, Helene Fauske, Maren Aardahl og Louise Burgaard. Viborg var samtidig uden gravide Sara Hald.

Viborg vandt 27-26 efter en kamp, hvor Odense længe så ud til at have kontrol i første halvleg. Fynboerne var foran med tre-fire mål i store dele af de første 30 minutter, men Viborg arbejdede sig tilbage, og ved pausen var stillingen igen helt lige.

Efter pausen skiftede kampbilledet. Her var det Viborg, der lå foran med et par mål det meste af halvlegen, mens Odense havde svært ved at få fuldt udbytte af deres chancer. Gæsterne kom stadig frem til mange fine muligheder, men effektiviteten manglede, og Viborgs defensiv fik i flere perioder slået rytmen ud af Odenses angrebsspil.

En af nøglespillerne i den del af kampen var Ragnhild Valle Dahl. Den tidligere Odense-spiller er netop skiftet til Viborg, og hun fik sat et tydeligt aftryk mod sin gamle klub. Hun var stærk i defensiven, læste spillet godt og var med til at forstyrre Odenses timing.

Alligevel fik Odense muligheden til sidst. Højlund havde chancen for at udligne på kampens sidste angreb, men Louise Bak fik pareret afslutningen i de sidste sekunder og sikrede Viborg sejren.

Hos Odense var Elma Halilcevic blandt de bedste med en solid præstation på venstrefløjen, mens Viola Leuchter også kom fint fra land med sit skud fra højrebacken. Men som hold fik Odense aldrig helt sat sig på kampen efter pausen.

Hos Viborg var det mere skiftende, hvem der tog ansvar. Flere spillere bød ind, og nytilkomne Ofelia Shoai Hallberg gjorde det rigtig godt på stregen. Hun får et stort ansvar i den kommende tid, nu hvor Sara Hald er gravid, og mod Odense viste hun, at hun kan blive en vigtig brik.

Resultatet ændrer ikke på, at Odense stadig ligner et hold, der skal spille med om det hele, når sæsonen for alvor begynder. Men for Viborg er sejren endnu et tegn på, at holdet kan blive interessant at følge.

To sejre over Ikast og Odense i samme opvarmningsturnering er ikke bare pæne resultater.

Det er en stærk melding inden den nye sæson.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder