Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Den danske kaptajn har særlig fordel mod Island

Magnus Saugstrup siger til HBOLD.dk, at nøglen mod Island kan blive det danske forsvar, hvor især dueller, afstande og et velfungerende 6-0-spil kan få afgørende betydning i EM-semifinalen.

Magnus Saugstrup ved bedre end de fleste, hvad der venter, når Danmark møder Island. Til daglig spiller den danske anfører i Magdeburg side om side med to af Islands største profiler, og det giver et særligt indblik i den opgave, der venter i semifinalen.

”De kommer til at gå til den, som de altid gør. De har et rigtig godt hold, og der venter mange mand-mod-mand-dueller og masser af fart i deres gennembrudsspil. Det bliver udfordrende. Det bliver spændende at se, hvem der får overhånden – især i duellerne,” siger Magnus Saugstrup til HBOLD.dk.

For Saugstrup handler det i høj grad om detaljerne i det danske forsvarsspil. Afstande, timing og modet til at stå rigtigt i situationerne bliver afgørende.

”Vi skal finde den rigtige højde og den rigtige distance til målet og til hinanden. Det bliver vigtigt. Om det bliver lige det, der fungerer, må vi se. I forsvaret skal vi være lidt bedre til at stå frem og tilbage på de rigtige tidspunkter,” siger han.

Ifølge den danske anfører kan nøglen meget vel ligge i at ramme rigtigt i den klassiske defensive struktur – uden nødvendigvis at skulle finde alternative løsninger frem.

”Nøglen mod Island kan blive, at vi rammer rigtigt defensivt. Hvis vi får fat i vores 6-0-forsvar, behøver vi ikke at gå i 5-1 eller andre alternativer,” siger Saugstrup.

EM-semifinalen spilles fredag klokken 20:45.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder