Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Det irriterer os alle: Træner slår alarm efter endnu et sent kollaps mod Melsungen

Efter pokalexit mod MT Melsungen vokser krisen i Rhein-Neckar Löwen, hvor cheftræner Maik Machulla og truppen efterlyser kynisme før lørdagens revancheopgør i Bundesligaen.

En vaklende start på Bundesligaen er nu blevet fulgt op af et tidligt exit i DHB-Pokalen for Rhein-Neckar Löwen. Efter tirsdagens nederlag på 33-35 efter forlænget spilletid mod MT Melsungen breder frustrationerne sig i den ambitiøse traditionsklub, hvor kampene i denne sæson har udspillet sig efter det samme smertelige mønster: føringer i slutfasen, der pludselig veksles til kollaps og nederlag.

Mod Melsungen førte Mannheim-mandskabet med tre mål med blot fem minutter igen af den ordinære spilletid, inden kontrollen fuldstændig forsvandt. Dertil kom tre brændte straffekast, som føjer sig til en generel tendens med svigtende kynisme.

Cheftræner Maik Machulla, der over for tv-stationen SWR fremstod tydeligt mærket, slår fast, at modgangen gnaver dybt i truppen:

“Det irriterer os alle. Kun gennem en succesoplevelse kan holdet frigøre sig fra denne vanskelige situation.”

Også målvogter og anfører David Späth peger på manglende koldblodighed i afgørende situationer som det primære problem og efterlyser en øjeblikkelig reaktion:

“Vi må lære af det her. Vi er nødt til at blive langt klogere.”

Presset hviler i høj grad på netop Maik Machulla. Den 49-årige cheftræner overtog i foråret tillige det overordnede sportslige ansvar, da klubikonet Uwe Gensheimer uventet blev fortid i den sportslige ledelse. Med blot fire point i de første fem ligakampe og et tidligt pokalexit har Löwen ryggen mod muren forud for lørdagens ligakamp, hvor modstanderen – i en skæbnens ironi – atter hedder MT Melsungen.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder