Torsdag aften tager Füchse Berlin imod portugisiske FC Porto i EHF Champions League i et direkte opgør om vigtige point til gruppestillingen.
Begge mandskaber står noteret for to point efter to runder, hvor de hver især har slået Partizan og tabt til Veszprém. For Füchse-cheftræner Nicolej Krickau er der ingen tvivl om opgørets betydning, og han forventer en hård dyst mod gæsternes bagerste geledder:
“FC Porto har en stærk defensiv enhed. De besidder mange forskellige kvaliteter i den ende af banen. Alligevel synes jeg, det er godt, at vi igen møder et hold med et stærkt forsvar, for det vil tvinge os til at forbedre vores angrebsspil yderligere. Det er en nøglekamp i kampen om en plads i hovedrunden,” siger Nicolej Krickau til eurohandball.com.




























