Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Disciplinærsag afgjort: FHK straffes ikke for episode med frivillig vagt

Fredericia Håndboldklub får ingen disciplinær sanktion efter episoden, hvor en frivillig vagt kom til skade under ligakampen mod Skanderborg AGF Håndbold. Hjemmeholdet får en advarsel for brug af megafon. En mand er fortsat sigtet i politiets sag.

Disciplinærinstansen for Håndboldliga og 1. division har truffet afgørelse efter kampen mellem Skanderborg AGF Håndbold og Fredericia Håndboldklub den 11. oktober i Djurslands Bank Arena i Aarhus.

Afgørelsen indebærer, at ingen af klubberne får en disciplinær sanktion for selve episoden med den frivillige vagt eller den efterfølgende afbrydelse af kampen. SAH får dog en advarsel, fordi der blev anvendt megafon i forbindelse med kampen.

Den disciplinære afgørelse vedrører klubbernes ansvar efter håndboldens regelsæt. En mand er fortsat sigtet i sagen hos politiet. Afgørelsen tager ikke stilling til hans eventuelle strafansvar.

Vagt kom på hospitalet

Ifølge SAH’s indberetning opstod episoden, da en frivillig vagt bad personer blandt Fredericias medrejsende fans om at stoppe med at bruge en megafon.

SAH henviser til vidneudsagn om, at vagten blev omringet af to til tre personer og skubbet ind i en betonvæg. Ifølge indberetningen faldt han, slog hovedet og mistede bevidstheden. Han blev efterfølgende kørt på hospitalet, og kampen var afbrudt i cirka 18 minutter.

Fredericia Håndboldklub har i sit svar taget afstand fra vold og truende adfærd og udtrykt beklagelse over, at en frivillig kom til skade. Klubben har samtidig understreget, at den ikke har grundlag for at bekræfte beskrivelsen af de enkelte personers handlinger.

Ikke grundlag for at sanktionere Fredericia

Disciplinærinstansen har undersøgt, om den pågældende tilskuers tilknytning til Fredericia Håndboldklub giver grundlag for at pålægge klubben et disciplinært ansvar.

Det finder instansen ikke tilstrækkeligt belæg for. I afgørelsen lægges der vægt på, at personen alene er identificeret som medlem af HK Ultras. Fangruppen er ifølge sine vedtægter en selvstændig forening med egen ledelse og egne medlemmer og er ledelsesmæssigt uafhængig af FHK.

Instansen bemærker samtidig, at Fredericia ikke har oplyst, om episoden har ført til interne undersøgelser, dialog med den pågældende person eller fangruppen eller andre tiltag. Bemærkningen indgår ikke i den retlige vurdering.

Advarsel til hjemmeholdet

Som arrangør havde SAH ansvaret for kontrollen med tilskuerne. Disciplinærinstansen finder dog ikke grundlag for at fastslå, at klubben tilsidesatte sine arrangørforpligtelser i forbindelse med episoden på en måde, der skal udløse en sanktion.

Anderledes forholder det sig med megafonen. Trods forskellige forklaringer om brugen under kampen finder instansen det godtgjort, at der blev anvendt megafon før kampstart. Elektroniske megafoner er forbudt efter ligareglementet, og ansvaret for at håndhæve forbuddet ligger hos arrangøren.

SAH får derfor en advarsel og skal betale et retsgebyr på 4.136 kroner for sagens behandling.

Den disciplinære afgørelse er endelig og kan ikke appelleres.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder