Live – Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Hennecke Jensen

Drev GOG til vanvid: – Vi taber hovedet, erkender Kevin Møller

GOG måtte kæmpe hårdt for pointene på udebane mod Nordsjælland Håndbold, der i første halvleg fik bragt gæsterne ud af fatning.

Kevin Møller erkender, at koncentrationen svigtede, men glæder sig samtidig over den ro, der i sidste ende sikrede topholdet sejren.

Det blev langt fra nogen dans på roser for GOG, da de gæstede Nordsjælland Håndbold. Hjemmeholdet bed godt fra sig og fik i første halvleg presset favoritterne så meget, at frustrationerne begyndte at melde sig hos gæsterne.

GOG kom blandt andet bagud med fire mål, og en udvisning for brok understregede, at det ikke var alt, der gik efter planen hos topholdet.

Efter kampen lagde Kevin Møller da heller ikke skjul på, at Nordsjælland havde gjort livet svært for gæsterne.

– Jeg synes, det blev en hård kamp. Men som forventet også, for jeg synes, Nordsjælland har været inde i en rivende udvikling de sidste fem-seks kampe, hvor de virkelig har spillet godt og gjort det svært for alle. Så det blev lidt som forventet en hårdt tilkæmpet sejr, fortæller Kevin Møller til HBOLD.dk.

Selvom GOG på forhånd var klar over, at der ventede en vanskelig opgave, var det dog ikke en del af planen, at frustrationerne skulle tage over.

For Kevin Møller var der ingen tvivl om, at GOG selv bar en stor del af ansvaret for de problemer, holdet havnede i undervejs.

– Nej, nej, nej. Det er jo rent og skær vores egen koncentration, der svigter. Det er ikke noget, vi forventer sker. Men det er jo også nogle ting, man skal tage op med sig selv. Det er jo, fordi folk gerne vil det, og nogle gange så kammer det over, erkender han.

Samtidig var landsholdsmålmanden hurtig til at sende ros i retning af hjemmeholdet, der med sin indsats var med til at fremprovokere frustrationerne hos GOG-spillerne.

– Det hænger jo også sammen med, at Nordsjælland gør det svært for os i første halvleg. Hatten af for deres præstation der, at vi taber hovedet på deres gode spil, lyder det fra Møller.

Efter pausen begyndte kampen dog at ændre karakter. GOG fik bedre fat i opgøret, og Kevin Møller begyndte samtidig at levere de redninger, som gæsterne havde savnet i kampens indledning.

Ifølge målmanden var det især holdets evne til at bevare troen på egne kvaliteter, der blev afgørende.

– I denne sæson har vi haft en stor ro, tro på tingene og loyalitet over for konceptet. Vi bliver ved med at arbejde med det, som virker, forklarer han.

Og selvom hverken han selv eller målmandskollegaen Frederik havde fået den ønskede begyndelse på opgøret, var der ingen grund til at ændre på det, der hidtil havde bragt GOG succes.

– Jeg skylder et par redninger i starten, Frederik skylder et par redninger, og så fortsætter forsvaret stadig med at gøre, hvad de skal gøre. Så finder vi rytmen og finder tilbage til det, siger Kevin Møller.

Dermed kunne GOG trods en frustrerende første halvleg rejse hjem med sejren. En sejr, der ifølge Kevin Møller var fortjent, selvom favoritterne undervejs gjorde opgaven unødvendigt vanskelig for sig selv.

– Vi gjorde det også svært for os selv, men jeg synes også, at vi fik vist, at vi i sidste ende fik det fortjente lange strå, vi skulle have, slutter han.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder